Den seks-årige Hushpuppy (Quvenzhané Wallis) bor i et lille samfund, kaldet "Badekarret", sammen med sin far, Wink (Dwight Henry).

"Badekarret" er beliggende nær verdens ende og er den rene slum. Men beboerne er glade og har altid en anledning til fest og latter.

Hushpuppys mor forsvandt for mange år siden, men Wink og Hushpuppy klarer sig fint i minisamfundet. De trives på deres egne præmisser.

Men en dag raser en frygtelig storm og hele "Badekarret" bliver oversvømmet. Samtidig er Wink syg, og Hushpuppy må nu tage stilling til sit liv.

Hushpuppy er en yderst vanskelig film at beskrive. Ja, nærmest umulig. For hvad dælen er det, jeg har set?

Måske handler den om dommedag. Måske handler den om overlevelse. Måske om en lille piges kamp. Måske handler den blot om at være. Måske handler den om livet efter døden eller måske før døden?

Hushpuppy (Beasts of the Southern Wild) sætter mange spørgsmål og giver bestemt ingen svar. Det er ren poesi, magi og ufattelig tankevækkende.

Hushpuppy spilles eminent af Quvenzhané Wallis. En rolle hun skam også blev Oscar-nomineret for. Den lille pige kan noget med sine udtryk i øjnene. Man bliver i den grad fanget og grebet.

Det er intruktøren Benh Zeitlins spillefilmsdebut, og han lægger stærkt ud. Hushpuppy har gået sin sejrsgang verden rundt med fire Oscar-nomineringer, 61 andre nomineringer samt 63 guldpokaler. Hvilket er usædvanligt for en så dyb film, som Hushpuppy er.

Man skal give sig god tid til at se Hushpuppy, og gerne flere gange. Der er så mange lag, facetter og detaljer, at det nærmest er umuligt at få det hele med første gang.

Jeg havde svært ved at få armene ned første gang jeg så Hushpuppy, og kynikeren i mig måtte totalt overgive sig. Det er længe siden, jeg har set noget så mærkværdigt, fascinerende og rørende.

Jeg kan varmt og inderligt anbefale Hushpuppy. Det er en film, man bare skal se. En fantastisk historie. Helt forrygende skuespilpræstationer og visuelt helt i top.