
Jason "Jinx" Taylor (Nick Stahl) prøver at hæve sine sidste 20 dollar i en hæveautomat. Men da der er et
gebyr for at kunne hæve i automaten, hvilket han er mildest talt
fortørnet over, bliver han nødt til at gå ind i en bankens afdelinger.
Her ender Jinx midt i et
bankrøveri. Personale og kunder er allerede taget som gidsler af røverne, der ledes af den noget mentalt ustabile
Simon (Gavin Rossdale). Jinx flygter ind i bankens boks og smækker døren efter sig.
I boksen finder han den smukke bankassistent
Jessica (Erika Christensen), der ganske åbenlyst er ved at bryde ind i bankens
computersystem. Jinx tager Jessica som gidsel.
I mellemtiden tropper politiet op undenfor banken. Det er nu op til indsatslederen
DeGepse (Terry Crews) at få kontrol over situationen. Det er dog lettere tænkt end gjort.
Indenfor er situationen nemlig lettere
kaotisk. Røverne kan ikke komme til deres egentlige bytte, der befinder sig i boksen. Omvendt er Jinx tvunget til at blive i boksen, da han ellers vil blive
dræbt af bankrøverne.
Jessica er ligeledes i lidt af en klemme. Hun ønsker lige så meget som Jinx at slippe
helskindet ud af boksen, men samtidig skulle hun gerne give røverne, hvad de er kommet efter. Situationen er dermed temmelig
fastlåst.
Kommunikationen mellem de tre parter - politiet, røverne og de to i boksen - foregår desuden udelukkende ved hjælp af
mobiltelefoner. Med alle de
begrænsninger, der nu engang er med denne kommunikationsform.
Situationen bliver ikke forbedret, da
bagmanden for røveriet pludselig blander sig i telefonsamtalerne mellem parterne. Jinx og Jessica får dog at vide, hvad røveriet drejer sig om, og de ender med at lave en aftale med bagmanden mod at få del i
rovet.
Jinx og Jessica skal nu bare snyde både politiet og røverne for at slippe helskindet ud af boksen, og samtidig søge for ikke at ende som mistænkte. Ikke nemt og det bliver ikke nemmere af, at tilfældigheder også spiller ind.
How to Rob a Bank er en meget spøjs film. Den er langt fra præget af action. Der er ikke mange medvirkende og det meste af handlingen, eller mangel på samme, udspiller sig i en
lukket bankboks.
Umiddelbart lyder det som sej kamp at skulle kæmpe sig gennem. Det kunne det også have været, trods den relativt korte spilletid, hvis det ikke lige havde været for
dialogerne. For dialogerne bærer
How to Rob a Bank fra start til slut.
Og det er slet
ikke dårligt. For der er masser af flot med- og modspil,
humor og små perler at finde i samtalerne mellem de forskellige involverede. Samtaler, der tilmed mestendels foregår via mobiltelefoner.
Skuespillet er langt fra ringe, uden dog at alle medvirkende yder lige godt på den konto.
Nick Stahl er dog strålende i rollen som den frusterede bankkunde, der bare vil have sine 20 dollars, så han kan komme videre i sin dagligdag.
Kameraarbejdet fortjener nogle rosende ord i sig selv. For mange af scenerne er virkelig flot og anderledes filmet. Noget, der er med til at underbygge det groteske og komiske i de forskellige situationer.
Alt i alt er
How to Rob a Bank et overraskende
positivt bekendtskab. Samtidig er det en film, der sagtens kan bære et par gensyn eller tre.