Engang imellem, hvis man vil videre i livet, må man gå tilbage. Dette må tegneren Tom Warshaw (David Duchovny) sande. Han er bosiddende i Paris med kone og barn, men må tilbage til New York, som han forlod 30 år tidligere, for at forlige sig med en usandvanlig opvækt.

Året er 1973. Tommy (Anton Yelchin) er 13 år. Hans far er død, og Tommy bor sammen med sin nervesvækkede mor. Udover sin skole har han et budjob sammen med sin bedste ven, den 41-årige sinke, Pappass (Robin Williams).

De to sparer sammen til en cykel, et grønt vidunder, og pengene bliver gemt under et kloakdæksel ved et kvindefængsel. Her sidder "Lady" Bernadette i isolation, og på smukkeste vis bliver hun hans ven. De kan ikke se hinanden, men råber til hinanden. Hun giver ham gode råd, hun lærer ham sågar at danse.

Tommy lærer kærlighedens mange ansigter at kende. Kærlighed til venner, til forældre, til piger, til livet og også kærlighedens smerter i sit trettende år. Små tragedier i hans liv hober sig op, og pludselig må han ene dreng tage sit livs vanskeligste beslutning.

Det er en rørende historie fortalt med kærlighed og lune. Den unge Tommy, Anton Yelchin er pragtfuld, og jeg må sige, at jeg led med ham. Jeg er normalt ikke et "sentimentalt gammelt fjols", men jeg måtte altså lige knibe en tåre eller to undervejs.

Robin Williams er ganske troværdig og overbevisende i sin rolle som sinken Pappass. Hans kærlighed, frustrationer og det simple univers, han lever i, er til at tage og føle på.

I rollen som "Lady" Bernadette ses Erykah Badu, og hun går direkte ind under huden. Hun er bare pragtfuld, når hun udøser af sin livserfaring og giver den unge Tommy mod, håb, danselektioner og gode råd med hensyn til piger.

En dejlig hjertevarm film om pubertetens skrøbelighed og sårbarhed fortalt med et lunt glimt i øjet og med dejlige skuespillere.