Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 256
Hell's Ground (2007)
 
 
  Genre: Zombie
Instruktør: Omar Khan
Medvirkende: Kunwar Ali Roshan, Rooshanie Ejaz, Rubya Chaudhry m.fl.
Varighed: 75 minutter
  Originalsprog: Urdu/engelsk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 7. juni 2011
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Vicky, Roxy, O.J., Simon og Ayesha, fem unge studerende, der har tiltusket sig deres respektive forældres accept på en nat ude, er på vej til en rockkoncert i en gammel øse.

Planen er, modsat hvad de har fortalt deres forældre naturligvis, at der skal ryges nogle fede, nydes nogle hashkager og tylles alkohol ned. Og så selvfølgelig overvære koncerten.

Men det går ikke helt som planlagt. O.J. kan ikke helt tåle hashkagerne og må trække lidt afsides mod en flodkant, hvorefter han må ofre kagerne. Desværre bliver han også bidt i benet af en mystisk udseende mand.

O.J. forvandler sig inden længe til en zombie, og de resterende unge mennesker er nu ude i problemer. De er løbet tør for benzin og en hel flok zombier er i hælene på dem. Heldigvis finder de et gammelt hus, hvor de søger tilflugt.

Hermed stopper deres problemer bestemt ikke. Snart bliver de forfulgt af en kvindeskikkelse iført burka og en enorm morgenstjerne i hånden.

Det bliver således ikke den fornøjelige tur, som de havde regnet med og set frem til. Tværtimod bliver det en yderst blodig tur for de unge mennesker.

Hell's Ground (Zibahkhana) er et dejligt forfriskende pust fra en helt anden kultur, end man er vant til i denne genre. Tilmed skorter det heller ikke ikke på blod og splat. Det findes i rigelige mængder.

Historien er der såmænd ikke noget nyt i. Det er som vanligt fem unge mennesker i en skov - denne gang er historien så lige tilsat lidt socialøkologiske aspekter i form af vandforurening. Og som vanligt er det nogle "skovtosser", der dukker frem. Tju hej, hvor det går.

Men Hell's Ground udmærker sig ved humoren og musikken. Sidstnævnte var på et vist tidspunkt godt nok ved at drive mig til vanvid. Men jeg er heller ikke just til den genre. Men musikken passer fint til den lallende handling.

I tilgift med Hell's Ground får man også Dracula in Pakistan (Zinda Laash) fra 1967. Denne varer 103 minutter og fortæller Dracula-historien set med pakistanske øjne.

Det er ganske fornøjeligt og hvis man ikke har fået spændt smilebåndet ved Hell's Ground, så er der rig lejlighed til det med Dracula in Pakistan.

Jeg har aldrig set så forrygende dansenumre og slet ikke i en gyserfilm. Det er vildt underholdende og absolut noget, der bare skal opleves.

Jeg blev ganske godt underholdt med Hell's Ground, men i særdeleshed endnu mere fjantet og underholdt af Dracula in Pakistan. Så selvom man måske ikke er til zombie, blod og gys, så burde man unde sig selv at se disse to perler.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Akupunktur og massage
© 2005-2017