Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Good (2008)
 
 
  Genre: Action
Instruktør: Vincente Amorim
Medvirkende: Viggo Mortensen, Jason Isaacs, Jodie Whittaker m.fl.
Varighed: 96 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: Nordisk Film
Udgivet: 20. oktober 2009
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
John Halder (Viggo Mortensen) er professor i 30'ernes Tyskland.

Han er gift med Helen (Anastasia Hille), der er lettere manisk. De har et par børn sammen og Johns gamle demente mor bor hos dem. Det er lidt kaotisk på hjemmefronten, og han konsulterer tit og ofte sin gode ven, psykologen Maurice (Jason Isaacs). Foruden at være psykolog og Johns bedste ven, er Maurice også jøde, hvilket han så småt er begyndt at mærke.

John har tidligere fået udgivet en roman om et ægtepar, hvor konen er uhelbredeligt syg og manden begår medlidenhedsdrab - i kærlighedens navn. Denne roman finder vej til den nazistiske topledelse, og John bliver indkaldt til Rigskanseliet, hvor han bliver bedt om at skrive en afhandling, der forsvarer medlidenhedsdrab udført af humanitære årsager.

John møder en af sine studerende, Anne (Jodie Whittaker), og langsomt bliver de et fast par. Helen bliver udskiftet med Anne. Johns liv begynder at blive bedre. Han er medlem af partiet, får frynsegoder og kommer med til de store partifester.

Alt tegner lyst og godt for John, men ikke for Maurice, der nu bliver chikaneret og diskrimineret grundet sine jødiske aner. Han beder så mindeligt John om hjælp til at komme ud af Tyskland i tide.

Mere skal ikke røbes her. Good er en meget dyster film med en yderst aktuel og tankevækkende pointe. Selv om man er god, kan man godt gøre onde ting. Faktisk uden at vide det. Filmen viser hvor let det er, at blive lullet ind i ideologier og politiske synspunkter, som man egentlig tager afstand fra i starten, men som måske er ganske tilforladelige, når man tænker efter.

Det er især Viggo Mortensen, der bærer filmen oppe. Han debuterede som skuespiller i 1988 i horrorfilmen Prison. Han fik sit store gennembrud i Ringenes Herre som Aragorn. Dernæst er det gået slag i slag for Viggo i blandt andet Hidalgo, A History of Violence og senest Appaloosa.

Men også Jason Isaacs i rollen som Maurice og Jodie Whittaker som Anne giver et godt og stærkt indtryk. Filmen ville måske have givet et stærkere indtryk, hvis det havde været en tysk produktion med tyske skuespillere, men sådan er der så meget.

Det femte klaptræ gives for det musiske tema komponeret af Gustav Mahler (1860-1911), der selv var født jøde, men konverterede til katolicismen i 1897 for at forbedre sine chancer for at blive direktør for Wiens Hofoper.

I Good spilles især 1. symfoni, 3 sats, Feierlich und gemessen, ohne zu schleppen, der indeholder en sørgemarch, som er en variation af den velkendte børnesag Mester Jakob. Set i dette perspektiv er det en fantastisk genistreg at bruge netop dette tema især i slutscenen, og næste gang jeg hører Mester Jakob, vil Viggo Mortensen tone frem på mine nethinden.

Good er en god og meget tankevækkende film om, hvor kort afstanden mellem god og ond egentlig er. Meget smuk og dyster, men absolut en af de bedre film om dette tunge emne.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Akupunktur og massage
© 2005-2017