Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Game of Death (2010)
 
 
  Genre: Action
Instruktør: Giorgio Serafini
Medvirkende: Wesley Snipes, Zoe Bell, Gary Daniels m.fl.
Varighed: 94 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: Nordisk Film
Udgivet: 15. februar 2011
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
Marcus (Wesley Snipes) er agent for CIA. En af den slags CIA-agenter, der uden at blinke skyder folk ned i koldt blod. Den rolige, stille type, der altid klarer sig i enhver situation.

Under dække som livvagt for en våbenhandler kommer Marcus dog pludselig i problemer. Våbenhandleren får et hjertetilfælde og bliver bragt til hospitalet. Egentlig skal våbenhandleren alligevel dræbes, men først skal der lige findes 100 millioner dollar, så Marcus er jo nødt til at holde ham i live.

Marcus' kollegaer vil det dog anderledes. De vil selv have fingre i de mange penge, men det vil den retskafne Marcus selvfølgelig ikke være med til.

Derfor ender det med en blodig kamp mellem Marcus og hans tidligere allierede på hospitalet. Her får Wesley Snipes i hovedrollen lejlighed til, gentagne gange, at han fortsat mestrer cirkelspark og andre nærkamps-manøvrer, der gør sig godt på lærredet.

Det lykkes dog for de tidligere kollegaer, altså de overlevende af dem, at slippe fra hospitalet med den døende våbenhandler. Nu går turen mod en bank, hvor de forjættede 100 millioner blot venter på at blive afhentet af våbenhandleren.

Med andre ord: Banken bliver selvfølgelig den næste skueplads for det videre opgør mellem de to parter. En kamp på liv og død ...

Der er godt nok ikke meget historie i Game of Death. Til gengæld er der action for alle pengene og antallet af dræbte stiger nærmest minut for minut som den spinkle handling skrider frem.

Der bydes på adskillige nærkamps-scener, hvor helten selvfølgelig altid er den bedste. Ligeledes er der så meget bly i luften, at man ikke fatter, at de kan blive ved med at skyde på hinanden. Særligt når man aldrig ser nogen lade deres våben ...

Skuespillet er ikke rigtig noget at skrive hjem om. Og det kan slet ikke trække den tyndbenede historie op på et højere plan. Det er helt klart actionscenerne, der bærer Game of Death. Men dem er så til gengæld også rigeligt af.

At historien ydermere er pakket ind som en genfortælling af begivenhederne, i form af en bekendelse til en præst, hjælper ikke ligefrem på at øge spændingen omkring udfaldet. Det bliver jo serveret på et sølvfad fra starten.

Game of Death er bestemt ingen mindeværdig oplevelse. Til gengæld er der masser af action fra start til slut. Og man slipper for helt at tænke selv, hvilket må gøre den til en oplagt dagen-derpå film.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Alt om det at være katteejet
© 2005-2017