

Den italienske mesterinstruktør
Federico Fellini er nok bedst kendt for sit drømmende mesterværk
8½, der ofte kan findes på lister over de bedste film, der nogensinde er lavet.
Mens dette naturligvis er meget subjektivt, er der ingen tvivl om, at Fellini er en instruktør, der har styr på det
filmiske sprog. Men som det er gældende med de fleste store filmmagere, så rummer de naturligvis langt flere
facetter end det man ser præsenteret i deres hovedværk.
Gadepigen Cabiria (Le Notti de Cabiria) fremstår nemlig som en langt mere
nedtonet, jordbunden og
humoristisk film end den dramatiske og til tider surrealistiske 8½.
Filmen omhandler en prostitueret ved navn
Cabiria (Giulietta Masina), der søger den ægte
kærlighed.
Hun er blevet
syg og træt af livet på gaden. Hun insisterer ved flere lejligheder på, at hun ikke er en del af de
prostitueredes fællesskab, idet hun har eget hus og lever et
normalt liv.
Dette er dog ikke tilfældet. Cabiria flakker omkring i
storbyens mørke gader og danser omkring med unge
mænd i selskab med veninderne og kollegaerne.
Igennem filmens forløb møder Cabiria en række mænd, der potentielt kan rette op på hendes
liv. Men gang på gang ender hun tilbage, hvor hun startede, med et
knust hjerte.
Det er en film, der, til trods for sit
triste handlingsforløb, er fyldt med
hjerte og karakter. De forskellige mænd, Cabiria møder, er
farverige og kunne hver især bære deres egen film, hvis de havde fået muligheden.
Cabiria selv er
charmerende og naiv, men alligevel stærk og med ben i næsen. Hendes veninder er ligeledes en farverig forsamling, der er med til at give filmen
liv.
Gadepigen Cabiria er en rejse igennem Roms
skyggesider, der både rummer stort, personligt drama og smagfuld komik. En film, som varmt kan anbefales.