Den italienske mesterinstruktør Federico Fellini er nok bedst kendt for sit drømmende mesterværk 8½, der ofte kan findes på lister over de bedste film, der nogensinde er lavet.

Mens dette naturligvis er meget subjektivt, er der ingen tvivl om, at Fellini er en instruktør, der har styr på det filmiske sprog. Men som det er gældende med de fleste store filmmagere, så rummer de naturligvis langt flere facetter end det man ser præsenteret i deres hovedværk.

Gadepigen Cabiria (Le Notti de Cabiria) fremstår nemlig som en langt mere nedtonet, jordbunden og humoristisk film end den dramatiske og til tider surrealistiske 8½.

Filmen omhandler en prostitueret ved navn Cabiria (Giulietta Masina), der søger den ægte kærlighed.

Hun er blevet syg og træt af livet på gaden. Hun insisterer ved flere lejligheder på, at hun ikke er en del af de prostitueredes fællesskab, idet hun har eget hus og lever et normalt liv.

Dette er dog ikke tilfældet. Cabiria flakker omkring i storbyens mørke gader og danser omkring med unge mænd i selskab med veninderne og kollegaerne.

Igennem filmens forløb møder Cabiria en række mænd, der potentielt kan rette op på hendes liv. Men gang på gang ender hun tilbage, hvor hun startede, med et knust hjerte.

Det er en film, der, til trods for sit triste handlingsforløb, er fyldt med hjerte og karakter. De forskellige mænd, Cabiria møder, er farverige og kunne hver især bære deres egen film, hvis de havde fået muligheden.

Cabiria selv er charmerende og naiv, men alligevel stærk og med ben i næsen. Hendes veninder er ligeledes en farverig forsamling, der er med til at give filmen liv.

Gadepigen Cabiria er en rejse igennem Roms skyggesider, der både rummer stort, personligt drama og smagfuld komik. En film, som varmt kan anbefales.