
Kalle (Rudi Køhnke) læser retorik på Københavns Universitet og under en "retorik-dengse-fest" løber de tør for tjald. Kalles bedste ven,
Agger (Jonathan Spang), tilbyder at skaffe noget mere tjald.
Som sagt så gjort. Deres gamle fælles ungdomskammerat fra gymnasietiden,
Paten (Jesper "Jokeren" Dahl), er en selvbestaltet og ukronet hashkonge, så det volder ikke de store problemer. Desværre kommer Kalle og Agger til at skylde for tjalden, og må nu arbejde pengene af hos Paten.
Kalle er lige pludselig Patens
Fidibus, stik-i-rend-dreng for Paten. Men selv om man er ukronet hashkonge, kan man jo godt komme i uføre, og det sker da også for Paten.
Han ryger i fængslet, og Kalle får den store ære i kraft af at være Fidibus at passe forretningen, mens Paten er inde.
Der er såmænd ikke så mange restriktioner. Blot tre: Rør ikke Patens
bil. Rør ikke Patens
penge. Rør ikke Patens
pige.
Dette skulle jo være meget simpelt, for Patens pige
Sabrina (Lene Maria Christensen) er just ikke den person, man diskuterer retoriske problemstillinger med.
Hun er prototypen på den
dumme blondine, men alligevel kan Kalle se bag om dumheden og ser et stort varmt hjerte i en pragtfuld pige. Og en pragtfuld pige, der er vant til en livsstil, der ligger langt over Kalles SU, skal opvartes på den bedste måde, så lidt efter lidt svinder Patens pengebeholdning.
Fidibus er Hella Joofs tredje film, og hun kan få meget ud af ingenting. Filmen er fyldt med klicheer og jokes, men hold da op, hvor er det morsomt.
Lene Maria Christensen er formidabel i rollen som dum blondine. Hun blev da også nomineret til en Bodil for denne rolle. Hun er simpelthen så bedårende. Man kan slet ikke lade være med dels at krumme tæer over hende, dels at knuselske hende for hendes naivitet og barnlighed.
Rudi Køhnke som kendes fra blandt andet
Nordkraft er en charmerende gut, der kan give lidt fugt i ... øjenkrogene.
Paten spilles af
Jesper Dahl, der nok bedre kendes under navnet
Jokeren, og det gør han godt. En god gang selvironi blandet med psykopatisk tiltrækning.
Stand-upperen
Jonathan Spang giver sin rolle troværdighed og karakter. Han forbløffede mig godt nok.
Det vrimler med pragtfulde personligheder i Fidibus. Blandt andre Kalles overklasseforældre fra
Birtherød spillet af Kirsten Lehfeldt og Christian Mosbæk samt Sabrinas forældre, der bor på
Christiania spillet af Beate Bille og Søren Hove.
Fidibus holder bestemt, hvad den lover. Den
underholder og er på ingen måde dyb. Den er bare
morsom. Lad endelig filmen køre helt ud. Der kommer nogle fantastiske morsomme scener.
Fidibus er en af de bedste danske komedier, jeg længe har set, og det er en, man sagtens kan se igen og igen. Og igen.