Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Fahrenheit 451 (1966)
 
 
  Genre: Drama
Instruktør: Francois Truffaut
Medvirkende: Oskar Werner, Julie Christie, Cyril Cusack m.fl.
Varighed: 108 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: Criterion Film
Udgivet: 5. maj 2010
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
I 2000 er bøger forbudte. De gør mennesker ulykkelige og associale. Mennesker skal - ifølge loven - ikke beskæftige sig det skrevne ord, men derimod få deres visdom og informationer via fjernsynet.

Guy Montag (Oskar Werner) er brandmand nummer 381-813 på Rodniers Brandstation under brandvæsnet Fahrenheit 451. Han er en retskaffen mand og ser frem til sin snarlige forfremmelse efter fem år på brandstationen.

Han er gift med Linda (Julie Christie), der lever et stille liv foran det store væg-til-væg fjernsyn i behageligt selskab med sine piller. Der er ikke meget, der rykker i deres ægteskab.

En dag møder Montag lærerinden Clarisse (Julie Christie), der er anderledes end Linda. Hun er levende og har andre ideer, end de gængse.

Jobbet som brandmand består ikke i at slukke ildebrande. De findes ikke mere, eftersom alle bygninger og beboelseshuse er brandisolerede. Derimod består deres job i at opspore bøger hos personer, der har lidt andre værdinormer end samfundet byder dem.

Disse samfundsskadelige bøger skal indsamles og brændes. Hvad der sker med de formastelige lovbrydere står hen i det uvisse. Montag begynder langsomt at stille kritiske spørgsmål ved formålet med forbuddet og den måde, verdenen er skruet sammen på. Især efter at han selv begynder at læse Charles Dickens Copperfield.

Fahrenheit 451 er en klassiker. Filmen er baseret på Ray Bradburys roman fra 1953, og man må sige, at dengang romanen udkom og Truffauts filmatisering af samme i 1966 var det science fiction. I dag, hvor romanforlæggets handlingsår 2000 er overskredet med 10 år, må man betegne Fahrenheit 451 som drama.

Det, at handlingen udspiller sig i fremtiden, i 2000 - set i perspektivet fra dengang, filmen og romanen udkom, og at vi i dag skriver 2010, hvor 2000 så at sige allerede er en del af vores fortid, gør, at det er svært at få de rigtige briller på.

For eksempel de futuristiske brandbiler, der vises i filmen, svarer overhovedet ikke overens med vores virkelighed i dag. Hvorimod telefonsystemerne og fjernsynene i filmen virker fuldstændig tåbelige set med vores 2010-øjne. Det er faktisk meget sjovt, men også distraherende, når man som anmelder skal forholde sig til en film.

Men når det er sagt, så er Fahrenheit 451 absolut en film, som man bare skal se. Den fænger og fascinerer stadig den dag i dag. Billed- og lyd er helt i top, og bærer på ingen måde præg af de mange år på bagen.

Den franske instruktør François Toland Truffaut (1932-84) startede som filmkritiker ved Les Cahiers du Cinema og senere som filminstruktør, hvor han blev en repræsentant for den franske "nye bølge" - fænomenet auteur, der ser instruktøren som den afgørende, skabende kraft.

Han var en spændende instruktør og stod blandt andet bag film som Bruden var i sort (1968), Den falske brud (1970) og Oscar-vinderen La Nuit américaine (1973).

Jeg kan varmt anbefale at se eller gense Fahrenheit 451. Den holder stadig og kan bestemt ses et par gange eller tre.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017