K er en identitetsløs asylansøger, som ikke føler sig særlig hjemme i hverken sit fødeland eller i Danmark, hvor han nu bor i Århus. Han lever det hurtige liv med sex, stoffer og vold sammen med sine indvandrervenner.

En dag bliver en ung pige på sytten år voldtaget efter en fest, hvor vennerne også var til stede. De kender dog ikke pigen, men derimod de to gerningsmænd.

Efter en del diskussioner beslutter de sig for at hævne pigen. De bortfører derfor de to voldtægtsforbrydere og kører dem ud til en skov.

Planen er, at de to gerningsmænd skal smage deres egen medicin, så vennerne har hyret to bøsser til at voldtage knægtene, mens det bliver optaget på film. Videoen vil de efterfølgende vise til pigen, der er indlagt efter den brutale voldtægt.

Det er instruktøren Kaywan Moshes første spillefilm og han benytter sig af det samme dokumentariske drive, han også brugte i dokumentaren/biografien Made in Denmark fra 2002.

Desværre virker Eye for eye bare rodet og forvirrende, hvilket er synd. Hvis der havde været mere tanke og ide bag manuskriptet, ville historien have været fremragende. Som det er nu, puster Eye for eye bare til fordommene om, at nå-ja, ”sådan er alle indvandrere”. Rodløse og voldelige, uden respekt for andre.

Det kan da godt være, at det er Kaywan Moshes tanke at provokere, men det virker bare på den negative måde. Desværre.

På trods af dette sure opstød giver jeg alligevel tre klaptræer. Dels fordi det er nytænkning i dansk film, og det trænger der ved gud til. Dels fordi Eye for eye foregår i et rimeligt godt og højt tempo, der er gode dialoger og nogle unge mennesker, som trods alt gør et hæderligt stykke arbejde.

Det bliver spændende at se, hvad Kaywan Moshe vil diske op med næste gang. Jeg håber, han så har fået mere styr på sin historie og ikke blot bygger plottet på forråelse og had.