
Oscar (Nathaniel Brown) er en ung knøs, der bor i Tokyo med sin søster,
Linda (Paz de la Huerta).
Oscar er en lille
smådealer og tager gladeligt selv sine
stoffer. Især er han glad for
DMT (Dimethyltryptamine), der har en forholdsvis kort virkning, men meget stærk. Det er det samme stof, der udskilles i hjernen, når man dør - bare til information.
Linda ernærer sig som
erotisk danser i en af Tokyos utallige natklubber. Hun kommer sammen med ejeren, Mario, og alt er nogenlunde godt. Oscar skal aflevere noget stof til sin kammerat,
Victor, på et skummelt værtshus, og her går det galt.
Politiet kommer og Oscar gemmer sig på
lokummet. Og det er vitterlig et lokum. Kun et hul i gulvet. Her bliver han mejet ned og ender sit liv i en
pisserende.
Men han har indgået en
pagt med Linda. Aldrig at forlade hende. Så nu svæver han rundt i
intetheden i Tokyos neonhelvede og ser, hvordan
livet efter ham går ...
Han ser også hvordan det kom så vidt. Helt tilbage til
barndommen med en elskelig far og mor, og et trygt familieliv. Henover tragedien, der ændrede alt, til aftenen, hvor han
dør.
Enter the Void er en meget kompleks film, der i den grad trækker på tilskuerens tålmodighed. 158 minutter er meget lang tid at fastholde koncentrationen. Det er et
sansebombardement af blinkende lys, lyde, flashbacks og depravation.
Der findes også lyse øjeblikke i
Enter the Void. Der er bare ikke så mange af dem, og det er ikke en film, man ligefrem bliver jublende lykkelig af. Men derimod bliver man
fascineret og fastholdt i Oscars tomhed gennem hele filmen.
Som med Gaspar Noés yderst kontroversielle film fra 2003,
Irreversible, kommer man enten til at hade eller elske
Enter the Void.
Elske er nok et for stort ord for mig, men jeg kom til at holde meget af Enter the Void. Det er et meget dystert
livsbillede, Casper Noé skildrer, og jeg er en stor ynder af dysterhed og andres mareridt.
Her er ikke noget godt eller ondt. Det er bare livet, set fra den mørkeste,
mareridtsagtige side. Visse scener kan virke direkte
frastødende og rædselsfulde - men igen, det er en del af livet.
Filmen kræver sit af tilskueren. Dels ses de første 25 minutter gennem Oscars
øjne. Det vil sige, at man også oplever, hver gang han blinker.
Det virker utroligt
forstyrrende i starten, men jeg fandt ud af, at jeg fik samme
blinkrytme som hovedpersonen. Meget underligt. Desuden ser man kun hovedpersonen fra baghovedet i resten af filmen. Som om man selv er en voyer. Det kan være svært at forholde sig til i begyndelsen.
En af de store
forcer i filmen er, at ingen af skuespillerne er nævneværdigt kendte og man derfor endnu ikke har sat dem i bås. Den eneste, der egentlig har haft nogle småroller før, er
Paz de la Huerta. Hun har haft en lille birolle i den også meget skæve og underlige film
The Limits of Control.
I
Enter the Void, hvor hun spiller søsteren Linda, viser hun et stort
talent. Og jeg håber da, at hun er en skuespiller, vi får lov til at se mere til i større
roller fremover.
Man behøver ikke ryge en bønne for at at nyde
Enter the Void. Man bliver skæv af at se filmen, og jeg tør slet ikke tænke på, hvilke indtryk Enter the Void ville give, hvis man var skæv. Helt sikkert en helt anden oplevelse.
Men sæt
Enter the Void i afspilleren. Åbn dit sind og lad dig blive besnæret af et orgie af
farver, indtryk,
oplevelser, afmagt, kærlighed og livet set fra en
død mands øjne<.