Oscar (Nathaniel Brown) er en ung knøs, der bor i Tokyo med sin søster, Linda (Paz de la Huerta).

Oscar er en lille smådealer og tager gladeligt selv sine stoffer. Især er han glad for DMT (Dimethyltryptamine), der har en forholdsvis kort virkning, men meget stærk. Det er det samme stof, der udskilles i hjernen, når man dør - bare til information.

Linda ernærer sig som erotisk danser i en af Tokyos utallige natklubber. Hun kommer sammen med ejeren, Mario, og alt er nogenlunde godt. Oscar skal aflevere noget stof til sin kammerat, Victor, på et skummelt værtshus, og her går det galt.

Politiet kommer og Oscar gemmer sig på lokummet. Og det er vitterlig et lokum. Kun et hul i gulvet. Her bliver han mejet ned og ender sit liv i en pisserende.

Men han har indgået en pagt med Linda. Aldrig at forlade hende. Så nu svæver han rundt i intetheden i Tokyos neonhelvede og ser, hvordan livet efter ham går ...

Han ser også hvordan det kom så vidt. Helt tilbage til barndommen med en elskelig far og mor, og et trygt familieliv. Henover tragedien, der ændrede alt, til aftenen, hvor han dør.

Enter the Void er en meget kompleks film, der i den grad trækker på tilskuerens tålmodighed. 158 minutter er meget lang tid at fastholde koncentrationen. Det er et sansebombardement af blinkende lys, lyde, flashbacks og depravation.

Der findes også lyse øjeblikke i Enter the Void. Der er bare ikke så mange af dem, og det er ikke en film, man ligefrem bliver jublende lykkelig af. Men derimod bliver man fascineret og fastholdt i Oscars tomhed gennem hele filmen.

Som med Gaspar Noés yderst kontroversielle film fra 2003, Irreversible, kommer man enten til at hade eller elske Enter the Void.

Elske er nok et for stort ord for mig, men jeg kom til at holde meget af Enter the Void. Det er et meget dystert livsbillede, Casper Noé skildrer, og jeg er en stor ynder af dysterhed og andres mareridt.

Her er ikke noget godt eller ondt. Det er bare livet, set fra den mørkeste, mareridtsagtige side. Visse scener kan virke direkte frastødende og rædselsfulde - men igen, det er en del af livet.

Filmen kræver sit af tilskueren. Dels ses de første 25 minutter gennem Oscars øjne. Det vil sige, at man også oplever, hver gang han blinker.

Det virker utroligt forstyrrende i starten, men jeg fandt ud af, at jeg fik samme blinkrytme som hovedpersonen. Meget underligt. Desuden ser man kun hovedpersonen fra baghovedet i resten af filmen. Som om man selv er en voyer. Det kan være svært at forholde sig til i begyndelsen.

En af de store forcer i filmen er, at ingen af skuespillerne er nævneværdigt kendte og man derfor endnu ikke har sat dem i bås. Den eneste, der egentlig har haft nogle småroller før, er Paz de la Huerta. Hun har haft en lille birolle i den også meget skæve og underlige film The Limits of Control.

I Enter the Void, hvor hun spiller søsteren Linda, viser hun et stort talent. Og jeg håber da, at hun er en skuespiller, vi får lov til at se mere til i større roller fremover.

Man behøver ikke ryge en bønne for at at nyde Enter the Void. Man bliver skæv af at se filmen, og jeg tør slet ikke tænke på, hvilke indtryk Enter the Void ville give, hvis man var skæv. Helt sikkert en helt anden oplevelse.

Men sæt Enter the Void i afspilleren. Åbn dit sind og lad dig blive besnæret af et orgie af farver, indtryk, oplevelser, afmagt, kærlighed og livet set fra en død mands øjne<.