Annika Bengtzon (Malin Crépin) forsøger at få en ny hverdag til at hænge sammen med delt forældremyndighed. Hun prøver at dække simple historier, så hun kan være der for børnene.

Et enkelt lille pressemøde om løsladelsen og frifindelsen af en tidligere dømt narkohaj, der tilsyneladende har siddet uskyldig i fængsel i tre år, trækker ingen tårer eller overarbejdstid.

Annika falder over en historie, hvor en familie, to voksne og deres to børn, er fundet dræbt af gas på Solkysten i Spanien. Der kan også sagtens skrives historie på dette, da der bor cirka 50.000 svenskere på Solkysten. Og her frygter man ikke brand, men derimod gasindbrud.

Gasindbrud er meget almindeligt på de kanter. Tyve hælder gas ind i ventilationssystemerne i et hus og bedøver således husets beboere. En meget enkel fremgangsmåde.

Men da det viser sig, at det er den tidligere, svenske NHL-spiller Sebastian Søderstrøm, hans hustru, advokaten Veronica, og deres to små børn, My og Leo, der er omkommet under et såkaldt gasindbrud, tager det en ny drejning.

Annika bliver sendt til Costa del Sol for at dække og ikke mindst afdække historien. Hun får en kontaktperson hos det spanske politi, en svensk narkobetjent, Niklas Linde (Magnus Krepper), der tager Annika under sine beskyttende vinger.

Der er mere i historien end et simpelt indbrud, der er gået galt. Der er blevet brugt fentanyl, så alt tyder på overlagt mord. Og desuden er Sebastian Søderstrøms ældste datter, Suzette, sporløst forsvundet.

Det er den ukronede, svenske krimi-dronning Liza Marklunds serie om kriminalreporteren Annika Bengtzon, der nu er blevet filmatiseret, og En plads i solen er den sjette og forhåbentlig ikke den sidste udgivelse.

De seks er Nobels Testamente, Prime Time, Hedebølge, Røde Ulv, Livstid og, altså, En plads i solen.

Karakterne er vokset og modnet siden Nobels Testamente. Derfor håber jeg så inderligt, at En plads i solen ikke er det sidste punktum i filmatiseringen af Liza Marklunds romaner om journalisten Annika Bengtzon.

Plottet hænger godt sammen og trækker på intet tidspunkt i langdrag. Selv forholdet mellem Annika og hendes eks-mand Thomas er inde i en fase, hvor de virker voksne og fornuftige.

Jeg er ked af at tage afsked med Kvällsposten og hele den brogede redaktion. Og naturligvis også Annika og hendes personlige skærmydsler. En plads i solen gav endnu en grund til, at svenskerne burde fortsætte filmatiseringerne.

Alt i alt har det været en fornøjelse at se disse svenske krimier, og det er garanteret nogle, jeg vil gense i fremtiden.