Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
En mand ser rødt 5 (1994)
 
 
  Genre: Action
Instruktør: Allan A. Goldstein
Medvirkende: Charles Bronson, Lesley-Anne Down, Michael Parks m.fl.
Varighed: 95 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: On-Air
Udgivet: 28. august 2007
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Arkitekten Paul Kersey (Charles Bronson) er nok verdens mest uheldige mand. I 1974 blev hans kone dræbt og datteren voldtaget. I En mand ser rødt 2 er der gået otte år efter den brutale episode, og de bor nu i Los Angeles. Men idyllen brister, da datteren bliver massevoldtaget og efterfølgende dør.

Tre år efter i En mand ser rødt 3 tager Paul tilbage til New York for at besøge sin gode ven Charley for blot at konstatere, at han er tævet til døde, og kvarteret er overtaget af ondskabsfulde bander.

To år senere er Paul tilbage i Los Angeles i En mand ser rødt 4. Han har kæreste og papdatter. Og endnu engang griber skæbnen ind. Datteren dør af en overdosis kokain, og endnu engang går Paul grassat.

I En mand ser rødt 5 er vi nået til 1994. Paul er blevet ældre og mere sat. Han har en dejlig kæreste, modedesigneren Olivia (Lesley-Anne Down) og dennes lille datter.

Endelig lader det til, at Paul kan falde til ro og blive en del af en normal familie. Desværre er Olivias ex-mand på banen, og han er ikke en Hr. Hvem Som Helst. Han er gangsterbossen Tony O'Shea (Michael Parks), og han skyr ingen midler for at få den fulde forældremyndighed over datteren.

Olivia bliver brutalt overfaldet under et modeshow, og hendes ansigt er vansiret for altid. Men hun vil stadig ikke give sig, og indvilliger i at "sladre" om alt, hvad Tony har gjort i sit gangstervirke.

Dette udløser naturligvis en dødsdom, og Olivia bliver dræbt for øjnene af Paul. Han har ellers svoret, at han aldrig nogensinde igen ville være Mr. Vigilante, men man har et standpunkt til man tager et nyt.

En mand ser rødt 5 (Death Wish - The Face of Death) er action fra start til slut, og det er glædeligt, at hovedpersonen Paul (Charles Bronson) er blevet mere raffineret i sine udryddelsesmetoder.

Han benytter sig ikke så meget af pistoler, revolvere og maskinpistoler, men derimod list og snilde. Det var en hel befrielse, at der var lidt nytænkning i nr. 5.

Alle filmene i serien En mand ser rødt 1-5 er efter samme koncept. Selvtægt og hævn, og det er underholdende og yderst actionpræget.

Hvis man blot ønsker action og ikke det dybe tankevækkende plot, kan En mand ser rødt 1-5 varmt anbefales. Det er underholding fra start til slut, og mere kan man ikke forlange i denne genre.

Charles Bronson er den bærende hovedrolleindehaver i disse selvtægtsfilm fra 80'erne og en enkelt fra 90'erne. Nok de film, han er mest kendt for.

Han blev født 3. november 1921 og døbt Karolis Bucinskis eller Charles Buchinsky. Hans forældre var litauiske minearbejdere og yderst fertile. Charles Bronson havde således 14 søskende.

Charles Bronson gjorde tjeneste som agterskytte på en Boeing B-29 under 2. Verdenskrig, og efter krigen studerede han kunst samt teater.

Han fik sin filmdebut i 1951 og havde efterfølgende nogle småroller. I 1968 tog han til Europa, hvor han fik en rolle i den italienske spagettiwestern Harmonica - En hævner, hvilket gjorde ham til stjerne.

I Italien fik Charles Bronson kælenavnet Il Brutto og i Frankrig fik han tilnavnet La Sacre Monstre.

Som halvtredsårig blev han sexsymbol og en af verdens højst lønnede skuespillere. Charles Bronson døde i 2003 af lungebetændelse.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Alt om det at være katteejet
© 2005-2017