
John Wintergreen (Robert Blake) er en ung og ambitiøs betjent. Sammen med makkeren
Zipper (Billy Green Bush) patruljerer han de lange, øde hovedveje i Arizonas golde landskab på sin Harley-Davidson
Electra Glide motorcykel.
Hvor Zipper er den mere
rå betjent, der ikke går af vejen for at "plante" beviser i en hippies ejendele, bare for at kunne lave en sag og måske give ham en røvfuld, er John Wintergreen den mere
retskafne betjent. Men samtidig er han benhård, hvis der er det mindste tegn på en lovovertrædelse.
Men udover at være energisk og hårdarbejdende, har John Wintergreen
ambitioner. Han vil gerne være kriminalbetjent. Så da han en dag får chancen for at markere sig i forbindelse med en sag, der umiddelbart ser ud som
selvmord, griber han den med udstrakte arme.
Hans indledende undersøgelse siger ham, at der snarere er tale om
drab end selvmord. Retslægen nærmest nægter at undersøge sagen nærmere, men John Wintergreeen står fast. Og det viser sig da også at være en
mordsag.
Det giver umiddelbart respekt hos kriminalbetjenten
Harvey Poole (Mitch Ryan) og snart er John Wintergreen nyudnævnt
kriminalbetjent og i fuld med at være med til opklaringen af mordsagen.
John Wintergreen finder dog efterhånden ud af, at hans forbillede, Harvey Poole, er en rigtig dårlig betjent, der ikke går af vejen for at anvende
magt og trusler for at komme til bunds i en sag. Og det er ikke sådan en betjent, den tidligere motorcykelbetjent vil være.
Electra Glide in Blue er en glimrende film. Skuespillet er
godt og engageret, og de enkelte skuespillere leverer troværdige præstationer. Samtidig er det en meget, for tiden,
flot filmet historie, hvor der ofte er kælet for detaljerne.
Selv om historien er den stik modsatte, giver
Electra Glide in Blue minder om en anden stor motorcykelfilm fra omtrent samme periode,
Easy Rider. Der er da også referencer til denne film et par steder, og slutningen, der selvfølgelig ikke skal, røbes, minder også meget om noget fra Easy Rider.
Alt i alt er
Electra Glide in Blue en af de sjældne film, man næppe har hørt om, men efter at have set den, ønsker man havde stiftet bekendtskab med langt tidligere.
Absolut seværdig.