Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
East/West (Est/Quest) (1999)
 
 
  Genre: Drama
Instruktør: Régis Wargnier
Medvirkende: Sandrine Bonnaire, Oleg Menhikov, Sergei Bodrov Jr. m.fl.
Varighed: 120 minuttter
  Originalsprog: Fransk/russisk
Distributør: On-Air
Udgivet: 10. september 2007
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
I juni 1946 giver Stalin tilladelse til, at de eksilrussere, der flygtede fra Rusland i 1917, kan få et pas, så de kan komme hjem til deres fædreland, Unionen af Socialistiske Republikker.

Dette er et tilbud, den unge læge Aleksei Golovin (Oleg Menshikov) tager imod med kyshånd. Med sig på rejsen tilbage til Rusland har han sin franske hustru Maria (Sandrine Bonnaire) og deres lille søn syv-årige søn Sergei (Ruben Tapiero). Da de ankommer til Odessa, går det hurtigt op for dem, at det er en fælde.

Men eftersom Aleksei er læge, undgår han og hans lille familie enten at blive dræbt eller blive sendt i transitlejr. De bliver i stedet sendt til Kiev, hvor Aleksei bliver cheflæge på fabrikken Den Røde Fane. Maria får job som strygekone i Hærens Kor, hvor hun tager sig af korsangernes og dansernes kostumer.

Familien kommer til at bo på et pensionat sammen med fem andre familier, alle russere, og det er i begyndelsen svært for Maria at indordne sig. Hun kan ikke sproget, og eftersom hun er udlænding betragtes hun af alle for at være spion.

Maria længes efter at komme tilbage til Frankrig, for hun kan ikke leve i dette fængsel, det russiske samfund er. Hun kan ikke forene sig med angiveriet, mistroen og angsten for at blive stukket af en eller anden misforstået grund.

Men det er slet ikke nemt at komme ud af Rusland igen, og hendes personlige kamp tager sin begyndelse ...

Puha, for et drama jeg lige har gennemlevet i to timer. Det er de store følelser helt uden på tøjet uden det bliver for tårevædet og trist.

Kærlighed har mange facetter, og i East/West skildres det så smukt og hjertevarmt, at man skal være en iskold satan, hvis man ikke bliver berørt.

East/West er en co-produktion mellem Bulgarien, Rusland, Frankrig og Ukraine. Den blev nomineret til en Oscar i 1999 for bedste udenlandske film, hvor det blev den spanske Alt om din mor, der løb med den eftertragtede statuette.

Skuespillerne yder en kraftpræstation i East/West, især Oleg Menshikov og Sandrine Bonnaire skal nævnes. De spiller med så stor overbevisning, at man som tilskuer slet ikke kan lade være med at holde af dem og med dem.

Fortvivlelsen og håbløsheden ses så tydeligt i deres øjne, at man selv lider med dem. Især Sandrine Bonnaire, som foretager skæbnesvangre valg i et land, hvor der ingen valg findes, er fantastisk.

East/West er en film, man ikke lige lægger bag sig. Den rammer dybt i hjertekulen, også efter man har slukket for den. Det er en af den slags film, man aldrig glemmer. Jeg håber, at denne film finder vej til mange hjem, for den fortjener i den grad at blive set.

Hvis man er i humør til et følelsesladet drama af højeste kaliber, kan jeg varmt anbefale East/West. Den er rørende, gribende og uforglemmelig.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017