Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 121
Diskret ophold (1946)
 
 
  Genre: Drama
Instruktør: Ole Palsbo
Medvirkende: Ib Schønberg, Betty Helsengreen, Grethe Holmer, Lise Thomsen m.fl.
Varighed: 95 minutter
  Originalsprog: Dansk
Distributør: Nordisk Film
Udgivet: 29. maj 2007
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Marius Bastrup (Ib Schønberg) og hans hustru jordemoderen Johanne (Betty Helsengreen) har et lille landsted i landsbyen Skelbæk nær Assens på Fyn.

Her driver de lidt af hvert: Lidt forsikringsvirksomhed, en lille flyttemandsforretning samt det nyeste skud på stammen, et tilbud til unge ugifte kvinder, der er kommet i uføre. Her kan de få et diskret ophold i trygge omgivelser og føde deres barn under sikre forhold.

I forvejen har det barnløse ægtepar givet husly og -varme til Thyra (Lily Broberg), der er højgravid og ikke ved andet om den vordende fader, at han hedder Harry, er tjener og fløjter så kønt.

De to første pensionærer indfinder sig i det fynske. Den første er frøken Aase Iversen (Lise Thomsen), en ung kvinde, der dels har en fast kæreste og dels en "hyggemand", der betaler for hendes lejlighed i Københavns Sydhavn.

Den anden kvinde er frøken Jytte Lehman (Grethe Holmer), en ung kemi-studerende fra det bedre borgerskab på Østerbro, som ikke ønsker barnet og fejlagtigt tror, at Johanne Bastrup udfører illegale aborter.

Frk. Iversen og frk. Lehman rager hurtigt uklar med hinanden, men efter et korporligt slagsmål bliver de veninder og tager del i hinandens trængsler. På trods af deres forskelligheder finder de et fælles ståsted i deres situation og prøver at få det bedst mulige ud af opholdet hos familien Bastrup.

Værten hr. Bastrup er en lun mand, som har hjertet placeret det helt rette sted og trækker i trådene i kulissen for at hjælpe de unge kvinder. Med et glimt i øjet og smil på læben blander han sig diskret i deres skæbner og liv og forsøger efter bedste intentioner at gøre alt godt for dem.

Diskret ophold er digitalt restaureret, og det er en nydelse at skue. Der er intet fnidder og dårlige billeder. Det skæmmer på ingen måde, at filmen er bibeholdt som sort/hvid og ikke er blevet farvelagt ved hjælp af den nye computerteknik. Det ville være synd og skam at gøre dette ved denne klassiker. Desværre er lydsiden lidt skinger til tider.

Ib Schønberg var en formidabel skuespiller, der spændte vidt og bredt. Han mestrede såvel de komiske roller og de mere dystre og alvorlige roller med stort talent og menneskelig indsigt. I rollen som hr. Bastrup er han eminent. Derudover er det et dejligt gensyn med den tids store skuespillere, blandt andre Ove Sprogøe, Preben Lerdorff Rye, Preben Neergaard og Vera Gebuhr.

Selve historien er god - både set med 1946 øjne og 2007 briller. På trods af, at den er produceret lige efter 2. verdenskrig, er der ingen hentydninger til krigen. Det er et socialrealistisk drama - krydret med lune og humor, der stadig kan bidrage til debat om for eksempel enlige mødres vilkår, også i dagens Danmark.

Tidsbilledet er som altid med disse gamle danske klassikere - sjovt. Det var tiden med håndsvingstelefoner og de første drejeskivetelefoner, telefonnumrene var nemme at huske. Hr. Bastrups var nummer 7. Det var tiden med høkasser, cykler og rygning, selv på offentlige steder. Det er pragtfuldt og er en del af vores kulturarv.

Sæt Diskret ophold i afspilleren og få 95 minutter i godt selskab samt en god historie, som på ingen måde virker forældet eller gammeldags.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Akupunktur og massage
© 2005-2017