Forside
Forside
Shenmen - akupunktur med hjertet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
De vilde engle (1966)
 
 
  Genre: Action
Instruktør: Roger Corman
Medvirkende: Peter Fonda, Nancy Sinatra, Diane Ladd, Bruce Dern m.fl.
Varighed: 83 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: On-Air Video
Udgivet: 3. februar 2009
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
Heavenly Blues (Peter Fonda) er leder af den lokale afdeling af Hell's Angels i kystbyen Venice, Californien. En rolle, Peter Fonda formår at spille ganske glimrende: Kold, kynisk og højt hævet over enhver form for følelser.

Hans bedste ven, Loser (Bruce Dern), har fået stjålet sin elskede motorcykel. Derfor tager de sammen med en flok andre "engle" af sted for at få motorcyklen igen. Det bringer dem i klammeri, som efterfølgende afbrydes af politiet, der bestemt ikke synes om de unge mennesker på deres larmende maskiner og fanden-i-voldske optræden overfor autoriteterne.

Loser stikker af på en af politiets motorcykler, men bliver ramt af et skud under flugten. Hårdt kvæstet bliver han indlagt på hospitalet, hvor han er under politibevogtning. Motorcykel-"banden" beslutter sig dog for at få deres makker ud af hospitalet.

Derfor skruer Heavenly Blues en plan sammen, som bliver ført ud i livet. Ikke mindst takket være Blues' on-off kæreste Mike (Nancy Sinatra). Loser når netop at blive genforenet med sin kone, Gaysh Diane Ladd, og de øvrige bikere, inden han udånder. Flugten fra hospitalet var mere end hans hårdt skadede krop kunne håndtere.

Loser skal selvfølgelig begraves med pomp, så "englene" finder en bedemand, der godt vil gøre liget i stand. Selvfølgelig mod en fyrstelig betaling.

"Englene" er dog ikke videre begejstret for måden bisættelsen bliver afviklet på, så den ender i vold og ballade, druk og stoffer, hærværk og ligskænding. Alt sammen i "Guds hus". Afdøde Losers kone, Mike (Diane Ladd), bliver tilmed voldtaget af nogle af hans tidligere bandemedlemmer.

Det er basalt set handlingen i De vilde engle (The Wild Angels). For der sker ærlig talt ikke det store i handlingen, der således uden den store indsats vil kunne følges af personer i dyb koma. Alligevel formår filmen, der blandt andet var med til at bane vejen for den senere og langt mere kendte Easy Rider, at fænge.

Udover de etablerede stjerner i De vilde engle, deltager også medlemmer af virkelighedens Hell's Angels i Venice, Californien. Det er med til at bringe en stor grad af realisme ind i filmen, der trods alt forsøger at gå bag om den hårde facade.

Så selv om filmen glimrende portrætterer datidens Hells Angels som en gruppe af mennesker, der mener at de har særlige rettigheder, viser den også et andet billede. Nemlig af gensidig respekt, venskab og loyalitet.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017