De dage, hvor et museum blot var en støvet samling af udstillingsgenstande, er for længst passeret. Dagens publikum er både krævende og kræsent, og der er mange bejlere til hvordan deres dyrebare fritid skal spenderes.

Samtidig har de fleste museer i dag langt større fokus på økonomien. Særligt de statsstøttede, der i dag får færre midler stillet til rådighed.

Det har det enorme Kunsthistoriske Museum i Wien erkendt, og starter derfor i 2011 en gennemgribende renovering og modernisering, der skal gøre museet mere attraktivt og tillokkende, inden den planlagte genåbning i 2013.

Det kræver mange overvejelser og masser af arbejde, at nå målet. Og en del af det, giver Det store museum (Das Grosse Museum) et flot indblik i. Det er dog aldrig mere end brudstykker, man får lov at se.

Til gengæld er man så også med hele vejen rundt. Nærmest som en flue på væggen. Og det er ikke så lidt, der foregår bag kulisserne.

Personalemøder og farvel til en mangeårig og værdsat kollega. Jagten på borebiller og møl. Restaurering af kunstværker og håndværkere i fuld sving. Ophængning af malerier og placering af kunstværker i montrer. Budgetmøder og diskussioner om nyt logo.

Alt det og meget, meget mere, får man lov at være med til. I kortere eller længere tid.

Og det er, for det meste, både interessant og fængende. En sjælden chance for at komme med på arbejde i et stort, internationalt anerkendt kunstmuseum.

På ét punkt skiller Det store museum sig markant ud fra det gængse billede af dokumentargenren: Det er intet forklarende speak. I stedet får billederne og samtalerne mellem museets ansatte lov til alene at fortælle historien.

Det fungerer også godt. I hvert langt hen ad vejen. Men det betyder også, st der ofte mangler uddybning af ting, der ellers kunne være spændende at dvæle ved og lære mere om.

Omvendt er der passager, hvor man bare ville ønske, at dokumentaren ville komme videre i teksten. Og dem er der nogle stykker af. I hvert fald set med mine briller.

Alt i alt Det store museum er en ganske fascinerende dokumentar. For den formår at tegne et spændende billede af alt det, der foregår i kulisserne på et museum. Dog, og desværre, er det kun glimt og smagsprøver, man præsenteres for i løbet af de 95 minutter.

Derfor endte jeg i hvert fald med at sidde tilbage med en følelse af, at det blot er toppen af isbjerget, man får at se. For i mine øjne er der slet ikke fordybelse nok i et ellers fascinerende portræt. Og det trækker lidt ned i det samlede indtryk for en ellers rigtig god og anderledes dokumentar.