Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Det stærke køn (2010)
 
 
  Genre: Drama
Instruktør: Nigel Cole
Medvirkende: Sally Hawkins, Bob Hoskins, Andrea Riseborough m.fl.
Varighed: 108 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: Nordisk Film
Udgivet: 4. januar 2012
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Året er 1968. Stedet er Dagenham, England - bilindustriens mekka.

Ford er Europas største fabrik og den fjerdestørste i verden. I Dagenhams fabrikker bliver der dagligt produceret 3.100 biler. Der er ansat 55.000 mænd og 187 kvinder. Disse kvinder arbejder som bilsædesyersker under kummerlige arbejdsforhold.

Fabrikshallen er så varm og fugtig, at kvinderne må arbejde kun iført deres undertøj for ikke at få hedeslag, og når det regner, bliver de våde - for taget er utæt som en si. Derudover bliver de betragtet som ufaglærte arbejdere og som rosinen i pølseenden: De får en minimumshyre.

Disse kvinder har nu fremsat et glødende ønske om en løntaktsregulering og fremover blive benævnt som specialarbejdere via deres tillidsrepræsentant Connie (Geraldine James), der via fabrikkens fagforeningsmand Albert (Bob Hoskins) har videregivet kravet til fagforeningen. Hvis deres beskedne ønske ikke imødekommes, vil de den 29. maj 1968 udføre en endagsstrejke.

Egentlig ganske beskedne krav, men de bliver ikke vedtaget og endagsstrejken afvikles. Kvinderne får efterfølgende en skriftlig reprimande af fagforeningen.

Fagforeningen og Ford-ledelsen har været vant til utallige strejker gennem tiderne, hvor mænd har spillet med musklerne. Men at kvinderne rent faktisk gjorde alvor af det, havde de ikke lige set komme.

Hvad de heller ikke lige ser komme, er at de er oppe imod 187 hårdarbejdende kvinder, der ikke finder sig i reprimander og lynhurtigt eskalerer hele situationen.

Kvinderne forlanger nu ligeløn. De forlanger respekt. De forlanger handling bag arbejderbevægelsens flosker. De forlanger i det hele taget ret meget og mændene er målløse.

For produktionen går i stå hos Ford. Når der ikke kan sys sædebetræk, kan bilerne ikke blive færdige. Mændene må gå hjem. Fabrikkerne ligger øde hen.

Dønningerne når til Fords hovedkontor i Michigan, USA, der sender en ren tsunami retur til ledelsen i Dagenham med budskabet: Få styr på tropperne og få jeres kvinder på plads igen.

Fagforeningen står i starten ikke bag kvinderne og de frygter nu fagbevægelsens endeligt. For når mændene nu står uden arbejde, og dermed uden løn, så trækker de sig automatisk fra fagforeningen, og uden kontingenter - ingen fagforening.

Tsunamien når helt til Downing Street og regeringen. Og især arbejdsministeren, Barbara Castle (Miranda Richardson) - også kendt som den rødhårede furie, får i den grad kam til sit hår.

Alt dette postyr bliver foranlediget af en lille flok kvinder, anført af en lille spinkel kvinde, Rita (Sally Hawkins), der lige pludselig finder ud af, at hun har nosser og hun er bestemt ikke bange for at få dem i klemme.

Teamet bag Det stærke køn (Made in Dagenham) er det samme, som gav os The Calendar Girls og er baseret på den virkelige historie om begyndelsen på retten til ligestilling og, ikke mindst, ligeløn.

Jeg synes, det er lidt for stort et ord, at kalde filmen for en komedie. For det har det ved grød aldrig været særligt komisk at skulle kæmpe for retfærdighed, men et humoristisk drama vil jeg til hver en tid kalde det.

Samtlige personer er pragtfulde, men især skal Sally Hawkins (Rita), Bob Hoskins (Albert) og Miranda Richarson nævnes. Det er pragtpræstationer, som sammen med en god historie giver de fem klaptræer.

Det stærke køn er en film, der bringer smil på læben og glimt i øjnene. Det er svært andet. Og det viser atter engang, at man aldrig nogensinde må undervurdere en kvinde. Aldrig.

For når først den indre amazone springer ud, så kan jeg godt forstå, at mænd kan blive bange. Vi kvinder kan blive frygtindgydende og kvinderne i Dagenham fik i den grad sparket til den politiske arena, at det sidenhen har givet genlyd i hele verden.

Store klaptræer og klapsalver herfra. Det stærke køn er en dejlig feel-good film med gode skuespilpræstationer, godt lydspor og en fantastisk historie.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Alt om det at være katteejet
© 2005-2017