Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Det beskidte dusin - Den dødelige mission (1987)
 
 
  Genre: Krigsfilm
Instruktør: Lee H. Katzin
Medvirkende: Telly Savalas, Ernest Borgnine, Randall 'Tex' Cobb m.fl.
Varighed: 95 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: On-Air
Udgivet: 10. september 2007
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
Klassikeren Det beskidte dusin (The Dirty Dozen) fra 1967 fik i 1985 en efterfølger i Det beskidte dusin - Den næste mission (The Dirty Dozen - The Next Mission). En ganske hæderlig og actionfyldt efterfølger til den oprindelige og stjernespækkede film.

I 1987 ser så en efterfølger dagens lys. Konceptet i Det beskidte dusin - Den dødelige mission er det samme som i de to tidligere film: 12 militære kriminelle, mordere, voldtægtsforbrydere og andre af samme skuffe, hentes ud af fængslet for at deltage i en livsfarlig mission bag fjendens linier.

Ernest Borgnine ses atter i rollen som general Worden, der sætter hele missionen i gang. Nyt er det dog, at det nu er major Wright (Telly Savalas), der skal udvælge, træne og føre de 12 kriminelle i krig.

At netop Telly Savalas har denne ledende rolle i filmen er lidt finurligt. Han spillede nemlig med i den oprindelige Det beskidte dusin. Som en af de 12 kriminelle, der får chancen for slippe for døden ved hængning i fængslet ved at deltage i en umulig mission bag fjendens linier. Telly Savalas, der herhjemme nok er bedst for sin hovedrolle i tv-serien Kojak, er ironisk nok ikke en af de overlevende i den oprindelige film.

I Det beskidte dusin - Den dødelige mission får de allierede nys om, at Tyskland er i fuld gang med at fremstille enorme mængder af nervegas i et fransk munkekloster. Da tyskerne samtidig er ved lægge sidste hånd på en langtrækkende raket, der vil kunne nå mål så langt væk som USA, er der kun en mulighed. Nervegassen og de laboratorier, hvor den fremstilles, skal destrueres.

Det er så her major Wright og de 12 samfundsmæssige og militære udskud kommer ind i billedet. Det bliver deres lod at destruere nervegassen samt redde så mange af de franske forskere, der er tilknyttet projektet. En nærmest umulig opgave, langt bag fjendens linier.

I forhold til de to tidligere film virker Det beskidte dusin - Den dødelige mission en kende tam. Der er ikke nær så meget action, som mange forventer i en krigsfilm. Faktisk kommer der først rigtig action på i filmens sidste tredjedel.

Men bevares, det er en udmærket film, der sagtens kan tåle at tone frem på fladskærmen. Særligt, hvis man har set de to tidligere Det beskidte dusin-film og i øvrigt er til genren krigsfilm.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Akupunktur og massage
© 2005-2017