Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Den forbudte have (1970)
 
 
  Genre: Drama
Instruktør: Vittorio De Sica
Medvirkende: Dominique Sanda, Lino Capolicchio, Helmut Berger m.fl.
Varighed: 94 minutter
  Originalsprog: Italiensk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 5. marts 2013
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Den jødiske adelsfamilie Finzi-Contini lever et trygt og yderst isoleret liv i deres palæ med tilhørende "have", der nærmest kan betegnes som en park i den lille by Ferrara i det nordlige Italien.

Men året er 1938, og den politiske front er ved at trække op med Mussolini og facisterne. Situationen uden for Finzi-Continis sikre, tykke mure ulmer og jødehadet tager til.

Men familien føler sig trygge, og de indbyder til stadighed ungdommen til tennisturneringer og generel hygge. Deres datter Micol (Dominique Sanda) og deres svagelige søn Alberto (Helmut Berger) er gode venner med Giorgio (Lino Capolicchio), der er vildt forelsket i Micol.

Udenfor murene forstærkes restriktionerne mod jøderne. Blandede ægteskaber bliver forbudt. Jøder må ikke længere studere med ikke-jøder, de må ikke komme i militærtjeneste. Ikke engang en dødsannonce må de sætte i aviserne. Jødernes liv bliver langsomt indskrænket og begrænset.

Men adelsfamilien og deres venner lever stadig i sorgløs uvidenhed og har det bare godt. De har forskanset sig bag de tykke mure og lader blot livet udenfor passere.

Men en dag må selv de vågne op til virkeligheden. Og den er meget anderledes og for dem uvirkelig ...

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en stor kærlighed og respekt for Vittorio De Sica værker. Jeg holder så meget af Cykeltyven, Umberto D og Shoeshine.

Vittorio De Sica har en fantastisk evne til at skildre følelser og afmagt på en meget smagfuld og smuk måde. I Den forbudte have (Il giardino dei Finzi Contini) har De Sica et gennemgående tema: Afsked.

Det er afsked med den vante virkelighed, afsked med uskyld, afsked med sorgløshed og måske afsked med livet.

Dette er meget rørende skildret, men jeg savnede i den grad mere dybde. Jeg havde svært ved at indleve mig i den sorgløse tilværelse kontra den bidske og menneskefjendske virkelighed uden for murene.

Den forbudte have ryddede hylderne for statuetter. Den fik både en Oscar, en Golden Globe, En BAFTA og en Guldbjørn samt mange flere priser. Fuldt fortjent, for det er en smuk historie om en jødisk familie - bare vinklet på en helt anden måde.

Især sidste tredjedel af filmen rammer dybt og inderligt, og viser Vittorio De Sicas store styrke udi kunsten at formidle følelser. Man får lyst til at vide mere. At føle mere. Og få kendskab til familiens og venners videre skæbner.

Den forbudte have er bare en film, man skal have stående sammen med andre af Vittorio De Sicas værker. Han var en af de helt store filmestre, og hans film er klassikere, der bare skal nydes og opleves.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Akupunktur og massage
© 2005-2017