Louis Mahé (Jean-Paul Belmondo) har arvet sine forældres tobaksplantage på øen Réunion i det Indiske Ocean.

Han har næsten alt: En pragtvilla, penge på kontoen og et godt udseende. Men han mangler kærligheden i sit liv. Han indrykker derfor en kontaktannonce og får kontakt med en Julie Roussel.

Efter en del korrespondance frier han til hende, og hun ankommer nu til øen med krydstogtskibet Mississipi. Julie Roussel (Catherine Deneuve) ligner dog ikke det foto, Louis tidligere har fået af hende, men hun indrømmer med det samme, at det er et billede af veninden, og hun bliver straks tilgivet den lille hvide løgn. For Julie Roussel er smukkere end smuk og ganske betagende.

De to bliver gift, og alt ånder fryd og gammen. Selvom der er nogle småting, der ikke helt stemmer overens med den opfattelse, Louis har fået gennem brevvekslingen, men kærlighed gør som bekendt blind (og den sidste idiot er ikke født endnu).

Men det går hurtigt op for Louis, at han er blevet snøret og må nu tage sagen i egen hånd ...

Den falske brud (La Siréne du Mississipi) er et ganske finurligt kærlighedsdrama/romantisk krimi, som fænger. Det er ypperligt skuespil, især af Catherine Deneuve.

Den falske brud er lettere forudsigelig, hvilket ikke gør så meget i dette tilfælde. Dog sidder man alligevel og håber, at den stakkels mand får øjnene op og begynder at opføre sig som en rigtig mand, og ikke sådan en vatnisse.

Filmen blev heller ikke den store biografsucces, og dette var en af grundene. Publikum var vant til at se Jean-Paul Belmondo som en hård nyser, charlatan, gangster og fidusmager i tidligere film. Så at han nu var den bløde mand med tobakssmulder i knæene og rygrad som en våd cigaret, var måske lige lidt for meget at kapere for dedikerede Belmondo-fans.

Den franske instruktør François Toland Truffaut (1932-84) startede som filmkritiker ved Les Cahiers du Cinema og senere som filminstruktør, hvor han blev en repræsentant for den franske "nye bølge" - fænomenet auteur, der ser instruktøren som den afgørende, skabende kraft.

Han var en spændende instruktør og stod blandt andet bag film som Fahrenheit 451 (1966) efter Ray Bradburys science fiction roman, Bruden var i sort (1968) og Oscar-vinderen La Nuit américaine (1973).

Så er man til Truffauts nærmest hitchcockske univers, kan Den falske brud anbefales. Den skuffer ikke.