Forside
Forside
Shenmen - akupunktur med hjertet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Das Boot, directors cut (1981)
 
 
  Genre: Krigsfilm/drama
Instruktør: Wolfgang Petersen
Medvirkende: ürgen Prochnow, Herbert Grönenmeyer, Klaus Wennemann m.fl.
Varighed: 216 minuttter
  Originalsprog: Tysk
Distributør: Nordisk Film
Udgivet: -
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
Das Boot er bestemt ikke en film for børn - i mere end en forstand. Ikke kun beskriver den nøje de farer og afmagt, der er forbundet med at udkæmpe en ubådskrig, set med tyske øjne, men den varer altså tilmed over 3½ time. Tiden glemmer man dog hurtigt, når først filmen er startet!

Året er 1942, hvor den tyske ubådsflåde er i fuld gang med at udkæmpe det såkaldte slag om Atlanterhavet. Her var hovedformålet, at genere og ødelægge engelske skibe, som fragtede livsvigtige forsyninger fra Nordamerika til England.

Englænderne og de øvrige allierede var dog begyndt at anvende destroyere i stadig større målestok for at beskytte sine konvojer. Det var på dette tidspunkt begyndt at gå ud over de tyske ubåde, som led store tab. Det er den periode, der meget menneskeligt og vedkommende beskrives i alle detaljer.

Filmen tager sit udgangspunkt i den unge krigskorrespondent, Herbert Grönenmeyer, der stiger ombord på en af Tysklands ubåde. Inden da har han allerede stiftet bekendtskab med den stolte og hårdføre besætning.

Som dagene går, efter de kommet til havs og jagten på fjendtlige skibe er indledt, opdager krigskorrespondenten dog snart, at de barske ubådsmarinere er fuldt så menneskelige som han selv. De lider de samme afsavn, må leve under kummerlige forhold på begrænset plads og bliver lige så bange som han selv, når deres ubåd pludselig bliver den jagede i stedet for jægeren.

Filmen giver et helt fantastisk indblik i de vilkår, besætningen skulle leve med. Trange vilkår, delekøjer samt snavs og utøj overalt. Faktisk er det hele så formidabelt fortalt, at man føler, at man selv er med i ubåden. Ikke mindst, når fjenden lurer på overfladen med sonar og dybdebomber.

Das Boot er lang, meget lang. Men den kan bære hvert et sekund. Samtidig er den endnu et klart bevis på, at Wolfgang Petersen er et instruktørmæssigt unikum, med blandt andet film som Storm på samvittigheden.

Jeg kan ikke andet end anbefale denne film på det kraftigste. Det er en film, der kan ses igen og igen, og som ved hvert gensyn vil afsløre nye nuancer i dette særlige univers, dybt under havets overflade.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017