
Jake Tremont (Jack Lemmon) er en mand, der er forbi sin bedste alder. Konen Bette tager sig af alle de dagligdags ting i hjemmet og omkring ham, og han har mistet sin
livsglæde.
I et indkøbscenter, hvor Jake er med for at blive "luftet", bliver fruen ramt af et
hjertetilfælde og bliver indlagt. Dermed bryder Jakes normale verden sammen - han er jo ikke vant til at klare sig selv.
Det får sønnen
John (Ted Danson) til at tage en pause fra sit travle job og besøge sine forældre. Han vælger at blive nogle dage for at hjælpe faderen i hjemmet, men ender med at blive endnu længere. De to begynder da også hurtigt at få et
nært forhold og hygger sig med hinanden.
Jakes sønnesøn,
Billy (Ethan Hawke), dukker også pludselig op. Han var ellers på ferie i
Mexico - en tiltrængt pause fra studierne, som han selv udtrykker det. Dermed er
tre generationer samlet i Jake og Bettes hjem, da Bette kommer hjem fra hospitalet.
Da Jake får konstateret
kræft, bryder hans verden sammen af angst og han går i
koma. Efter en del kamp med hospitalet og lægerne, kommer en
ny læge til, der får trukket Jake ud af sin koma.
Jake kommer hjem fra hospitalet, men befinder sig i en form for
drømmeverden. Han drager resten af familien med ind i denne verden, selv om konen stritter gevaldigt mod. Til gengæld blomstrer Jake op og forholdet til søn og sønnesøn bliver bedre
dag for dag.
Men kræften kommer tilbage og Jake levnes ikke meget tid tilbage ...
Selv om
Dad er meget amerikansk, er det en
gribende og hjertevarm film. Den kommer ind på mange svære emner, blandt andet døden, skilsmisse og familierelationer, på en rigtig god og nærværende måde.
Skuespillet er i
særklasse. Ikke mindst
Jack Lemmon og
Ted Danson, der ellers er bedst kendt for sin rolle i Sam's Bar, leverer præstationer af høj kvalitet. Men også alle andre roller er godt og troværdigt besat.
Dad er både tankevækkende og gribende, men den har også sine særdeles underholdende momenter. Klart en
anbefalesesværdig oplevelse, som det meste af familien vil kunne samles om.