I det sydlige USA vil Sampson (Barry White) og den lokale prædikant (Charles Cordone) hjælpe vennen Randy (Philip Michael Thomas) med at bryde ud af fængslet. Men på turen mod fængslet bliver de stoppet af politiet, så det kommer til en skudveksling.

I mellemtiden er Randy, sammen med Pappy (Scatman Crothers), allerede brudt ud af fængslet. De to undvegne fanger venter nu ved fængselsmuren på at Randys venner skal dukke op med flugtbilen.

Mens de venter, fortæller Pappy en historie:

Efter at være blevet tvunget af deres hjem, tager Brother Rabbit, Brother Bear og Preacher Fox (der minder om henholdsvis Randy, Sampson og prædikaten, og som også har fået stemmer fra de respektive skuespillere) til Harlem i New York. For Harlem er jo enhver sort mands hjem.

Trioen finder dog hurtigt ud af, at livet i Harlem langt fra er rosenrødt. Da de stifter bekendtskab med en plattenslager, der forsøger at dræbe Brother Rabbit, dræber de i stedet svindleren.

De overtager fupmagerens fidus og inden længe er Brother Rabbit klar til at lede den organiserede kriminalitet i Harlem. Der skal dog lige først ryddes nogle konkurrenter af vejen.

Blandt andet kommer det til opgør med en korrupt betjent og håndlangere for mafiaen. Og siden selveste Godfather i et blodigt klimaks.

Da Pappys fortælling er færdig, dukker Randys venner op med flugtbilen. Og de undslipper alle fire fra fængslet.

Coonskin er på mange måder en speciel oplevelse. Starten og slutningen er således almindelig film, mens Pappys historie er lavet som tegnefilm, krydret med filmede baggrunde.

Instruktøren, Ralph Bakshi, gør desuden omfattende brug af overdrevne karikaturer, satire og symbolik. Ikke kun USA's farvede bliver taget under kærlig behandling, men også homoseksuelle, italienere, jøder og indbyggere fra landets sydligste stater, der normalt karakateriseres som særligt racistiske, får et kraftigt skud for boven.

Der bliver bestemt ikke lagt fingre imellem i det grafisk udtryk. Der er således store mængder af overdrevn, udpenslet og eksplicit vold. Ikke mindt i den animerede del af filmen.

Politisk korrekthed har også fået et gevaldigt los i popoen, når det kommer til det verbale indhold. For eksempel gøres der ofte brug af skældsordet "nigger", ligesom eder og forbandelser af enhver art kommer i anvendelse.

Derfor kan det da heller ikke undre, at Coonskin vakte mere end almindelig forargelse ved sin premiere. Filmen blev således mødt med voldsomme protester.

Ikke mindst fra USA's farvede, der følte sig krænkede. De mente filmen fremstillede dem racistisk. Mange af de protesterende havde dog slet ikke set filmen.

Coonskin kunne dog andet og mere end at forarge. Filmen var nemlig med til at vise, at animerede film også kunne henvende sig til andre end børn og barnlige sjæle. Og at denne type film også sagtens kunne anvendes til kontroversielle emner.

Selv om det efterhånden er 40 år siden, at Coonskin første gang rullede over et lærred, er den ikke blevet mindre provokerende i det billede, den tegner. Men det er også med til at gøre det til en, den dag i dag, rigtig stærk film.