Gangsterfilm har i mange år haft en evne til at skabe fascination hos folk. Selvom de åbenlyst omhandler forbrydere, der truer uskyldige mennesker på livet, så er der alligevel noget glamourøst over deres tilværelse.

Dette ses særligt i den nye bølge af gangsterfilm, der blandt andet består af Michael Manns Public Enemies, franske Public Enemy No. 1 og senest Citizen Gangster.

I disse film ser vi hvordan medierne glorificerer gangsternes handlinger, og hvordan folket ser op til dem, alt imens loven arbejder på højtryk.

I Citizen Gangster (Edwin Boyd) følger vi den canadiske krigsveteran Edwin Boyd (Scott Speedman).

Han lever livet fra dag til dag som buschauffør og forsørger sin familie.

Dette var dog ikke det liv, han havde drømt om.

Edwin Boyd ville være skuespiller. Han ville være stjerne i Hollywood - en drøm, der synes umulig at opnå fra hans nuværende position i livet.

En dag får han nok og iført sin kones makeup plyndrer han en bank, hvilket bliver starten på en yderst aktiv karriere som landets mest berygtede forbryder.

Citizen Gangster har mange ligheder med Public Enemy Number 1 fra 2008, som følger Jacques Mesrine gennem en længere årrække, hvor han hærgede Frankrig.

Begge film skildrer en gangster, der ved hjælp af medierne bliver et ikon, som fascinerer folket.

Modsat Public Enemy Number 1 formår Citizen Gangster dog aldrig at udnytte dette aspekt af fortællingenn, hvorved det forbliver en fodnote.

Det er en skam, da historien om Edwin Boyd aldrig rigtigt finder et fokus, der kan hæve filmen op på siden af sine konkurrenter.

Historien tilføjer ikke meget til den sædvanlige gangsterfortælling, og det hele føles derfor ultimativt en anelse overfladisk.

I begyndelsen er det Boyds ønske om at bryde hverdagens monotoni og drømmen om Hollywood, der driver værket. Dette bliver motivationen for Boyds første bankrøveri.

Drømmene skubbes dog i baggrunden, så snart Boyd får samlet sin bande og filmen begynder at centrere sig omkring gangsternes forsøg på at gemme sig fra loven.

Filmen mangler et fokus og den kan til tider føltes en anelse tynd. Selvom den er kompetent sammensat, føles det alligevel, som om der mangler noget til at højne niveauet.

Mens materialet lægger op til en mere kompleks fortælling, enten om livet i efterkrigstiden eller om glorificeringen af gangsterne, så bliver det aldrig rigtig til mere end et par bankrøverier og fængselsflugter.

Det er underholdende, men desværre sjældent medrivende, og aldrig rigtig interessant.