Michelle (Mary Tyler Moore) er uddannet socialarbejder og talepædagog. Barbara (Jane Elliot) er laborant og Irene (Barbara McNair) er sygeplejerske.

De er også alle tre nonner og bliver udsendt af Den Katolske Handlingskomité til lægen John Carpenter (Elvis Presley) som sygeplejersker.

Lægens praksis ligger i et hårdt belastet kvarter i New York i Washington Street. Nonnerne deltager i et eksperiment, der i al sin enkelthed går ud på, at nonnerne skal aflægge deres dragter og iføre sig almindeligt tøj og i det hele taget deltage i samfundet på lige fod med kvarterets beboere for på den måde at få ideer til, hvorledes man bedst kan udbrede den kristne tro.

Der er således ingen, der ved, at de tre hotte sygeplejersker i virkeligheden er nonner og har en stærk tro på Gud. Ej heller dr. Carpenter, der begynder at nære meget varme følelser for Michelle.

De tre kvinder begynder hurtigt at engagere sig i samfundet og dets problemer. Og der er mange. Fattigdom, diskrimination, vold, ågerkarle, prostitution og fordomme.

Men dr. Carpenters følelser bliver stærkere og stærkere for Michelle, og hendes hjerte banker også hurtigere - det er ikke kun Gud, der er i hendes tanker mere ...

Change of Habit er en meget kontroversiel film - set med 1969 øjne. Den tager fat i nogle voldsomme problemer, blandt andet racediskrimination, hvor N-ordet blivet sagt. Fattigdom, vold og håbløshed.

Ganske fine problematikker. Men jeg står af, når Elvis bryder ud i sang. Han var the King, men hvorfor i alverden skulle alle hans film partout indeholde sang? Jeg ved godt, at det var tidens trend (og udnyttelse af hans navn og talent) - men jeg har så svært ved at kapere umotiverede sangudbrud.

Change of Habit blev Elvis sidste spillefilm og forøvrigt også Mary Tyler Moores - indtil hun lige pludselig dukkede op i Ordinary People i 1980.

Change of Habit overraskede mig på den positive måde, og det er en film, der er ganske seværdig med en god blanding af drama, kærlighed, socialrealisme og humor.