

Den italienske navigatør
Christopher Columbus (George Corraface) begyndte allerede i en ung alder at sejle. Han bosatte sig snart efter i
Portugal, hvor han begyndte at søge finansiering til sin store drøm, at komme til
Indien ved at sejle vestpå, frem for østpå, som ellers var det normale i slutningen af det 15. århundrede.
Da det ikke lykkes at finde den fornødne finansiering til projektet i Portugal, drager Columbus til hoffet i
Spanien, for at søge lykken der. Trods en lang række krav, ender kongeparret dronning
Isabella (Rachel Ward) og kong
Ferdinand (Tom Selleck) med at støtte projektet. Primært på foranledning af dronningen og efter at have overlevet mødet med lederen af den spanske inkvisition,
Tomas de Torquemada (Marlon Brando).
Columbus kan sætte sejl på sine tre skibe og begynde på den lange,
farefulde færd. Havets strabadser er dog ikke det eneste, Columbus må slås med undervejs. Også portugisiske spioner, der forsøger sabotage, og en besætning, der forsøger at gøre oprør, må han tage kampen op med.
Det vil være synd at sige, at man sidder spændt og venter på slutningen. For alle ved jo, at Columbus aldrig nåede Indien, men i stedet "opdagede"
det amerikanske kontinent. Til gengæld er den flot filmet og lydsiden er god.
En række middelmådige præstationer fra skuespillerne trækker dog ned. Ikke mindst skuffer
Marlon Brando. Ligeledes trækker en til tider lidt rodet historie ned.
Men filmen er så absolut seværdig. Og så skal den vel nærmest ses som en hyldest til den berømte
opdagelsesrejsende. Filmen udkom nemlig på
500-året for gennemførelsen af drømmen.