Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 78
Brødrene Madsens Trilogi (2009)
 
 
  Genre: Teater
Instruktør: -
Medvirkende: Anders Lund Madsen, Peter Madsen m.fl.
Varighed: Ca. 393 minutter
  Originalsprog: Dansk
Distributør: Nordisk Film NSM
Udgivet: 3. november 2009
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
I 2004, 2007 og 2009 dannede Bellevue Teatret ramme for Brødrene Madsens shows, Mr. Nice Guy, Enden er nær og Gæster fra Rødby.

Trilogien udkommer nu samlet, og hvilke shows! Det er en blanding af teater, foredrag, musik og sang. En forrygende coctail mikset sammen til en læskende drik.

I det første show, Mr. Nice Guy, tager de to brødre Peter og Anders Lund Madsen fat i menneskehedens evolutionshistorie. Fornemt forklaret af dr. med. og hjerneforsker Peter Lund Madsen. Og genforklaret af journalist og komiker Anders Lund Madsen, der med rablende vanvid illuderer alt fra sydaber til slimål.

Musikken står Trine Dyrholm for med stærke tekster af Kim Larsen.

I Enden er nær er det menneskehedens fremtid, der gennemgås. De bliver af akkompagneret af Strygerkvartet i guld, den internationale mimetrup Das Fleischkvartet des Bielefelds samt sangerne Martin Ullits Dahl og Billie Koppel.

På den sidste disc, Gæster fra Rødny, er det nuet, det handler om, hvor også snobberne fra Rytteriet optræder. Her bliver de akkompagneret af Ronnie Olesen samt sangerinden Pernille Vallentin, kendt fra Nordkraft.

Hvert show er fantastisk på hver sin måde. Peter Lund Madsen er en fantastisk fortæller, og han modtog da også Modersmål-Prisen i 2006, som gives hvert år til en person eller institution, der opfylder Modersmål-Selskabets idealer: Klart, udtryksfuldt og varieret. Dette opfylder Peter Lund Madsen til fulde.

Anders Lund Madsen giver en anden indfaldsvinkel på de store spørgsmål, der bliver gennemgået i hvert show. Der er vist ingen andre end ham, der kan mime en fransk ost, være slimål og etiopisk nøgenrotte, så ikke et øje er tørt.

Det, der gør disse shows unikke, er, at udover at publikum morer sig bravt, så ser alle de medvirkende ud til også at have det sjovt og hyggeligt.

Brødrene Madsen udgør tilsammen en dynamisk duo, der med humor og alvor tager fat på livets store spørgsmål og også forsøger at besvare dem. Det er underholdning på højt plan.

Det eneste minus er, at man ikke kan vælge undertekster. Det er synd og skam, for det er tre shows, hvor alle kan være med.

Jeg kan varmt anbefale Brødrene Madsens Trilogi. Teksterne er i verdensklasse, det er rablende genialt og morsomt, selvom alvoren også sniger sig ind. Musikken er stærk og vedkommende, så alt i alt venter der mange timers solid underholdning.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017