
Michael (Ulrich Thomsen) har en god karriere indenfor militæret, har en sød kone og to dejlige børn - han har styr på sit liv. Det har hans lillebror
Jannik (Nikolaj Lie Kaas) derimod ikke. Han er lige blevet løsladt fra fængslet og driver nu rundt i tilværelsen.
Michael bliver sendt ud på en FN-mission i
Afghanistan, og her går det grueligt galt. Hans helikopter styrter ned, og han meldes savnes.
Hjemme i Danmark går Michaels kone
Sarah (Connie Nielsen) rundt i en døs. Langsomt får Jannik og Sarah lidt mere end venskabelige og familiære følelser for hinanden, og deres hverdag begynder igen at hænge sammen.
Pludselig vender Michael tilbage fra Afghanistan, hvor han har siddet i fangenskab, og så går det grumme galt ...
Det er et
gribende og
rørende drama, som i den grad berørte mig. Nikolaj Lie Kaas er meget troværdig i sin rolle, hvorimod dansk-amerikanske Connie Nielsen virker tom og udhulet. Jeg forstår ikke helt, hvorfor hun for nylig modtog en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle, men sådan er der så meget.
En af de helt unge skuespillere, som er værd at lægge mærke til, er
Sarah Juel Werner, der spiller den ene af Michaels døtre, Natalie. Hun er hjerteskærende.
Filmens handling, dramatik, fotografering og ikke mindst musikken får det hele til at gå op i en højere enhed, som man ikke andet kan blive grebet af.
Foruden en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle, modtog
Brødre også Publikumsprisen ved Sundance Festivallen 2005. Hvis Susanne Bier bliver ved i samme spor, tror jeg hun kan se frem til en stor international karriere.
Så riv 112 minutter ud af en travl dag, og nyd dette spændende drama.