
Lars (Thure Lindhardt) opgiver sin karriere indenfor
militæret - eller rettere: Militæret opgiver ham efter en uheldig episode, hvor Lars en våd aften i byen lagde an på nogle af sine underordnede.
Homoseksualitet er ikke så velset i militæret, og nu er Lars tilbage hos mor og far i den pæne villa og de velordnede forhold. Men Lars savner
kammeratskab, fortrolighed og, ikke mindst, nærvær.
Han kommer tilfældigvis i kontakt med en gruppe
højreekstremister under ledelse af
Michael "Tykke" (Nicolas Bro) og langsomt bliver han suget ind i dette nynazistiske univers med kampånd, fællesskabsfølelse og
respekt.
De ved af gode grunde ikke, at Lars er homoseksuel, og han bliver sat sammen med
Jimmy (David Dencik), der dels skal oplære Lars i reglementet og
ideologien for at blive A-medlem, dels renovere foreningens
sommerhus.
Under opholdet i sommerhuset kommer Jimmy og Lars meget tæt på hinanden - alt for tæt. For de indleder et
forhold og bliver forelskede i hinanden. Et forhold, der er strengt forbudt og kan give frygtelige
konsekvenser.
Broderskab går fra at være en historie om ideologisk fællesskab til et
kærlighedsdrama på forholdsvis kort tid. Skiftet kan virke lidt abrupt, da det kommer til at virke lidt kejtet.
Men når det er sagt, så er selve kærlighedshistorien ganske god og holdbar. Lige fra den første famlende usikre
flirt fra Lars' side til Jimmys totale overgivelse og deraf følgende
tvivl er til at tage at føle på.
Det virker yderst
overbevisende, og man tror vitterlig på, at de to unge "knægte" er forelskede. Oprigtigt og dybt. Samtidig med at de udmærket er klar over, at lige netop det, de har gang i, ikke er i overensstemmelse med foreningens
målsætninger og
regler.
Man ved som tilskuer, at der ikke vil komme nogen
happy ending. Det ville være helt usandsynligt, at dette skulle ske, og man sidder bare tilbage i sofaen og venter på det
uundgåelige.
Thure Lindhardt (
Nordkraft),
David Dencik (
En Soap) og en meget afdæmpet
Nicolas Bro (
Offscreen) giver hinanden godt med- og modspil.
Det er
Nicolo Donatos debut som spillefilmsinstruktør, og
Broderskab er en virkelig lovende debut. Det er rart at se nye kræfter tage
kontroversielle og
tunge emner op, og gøre dem yderst seværdige og troværdige.
Broderskab er absolut en af de bedre danske film, og jeg kan kun anbefale at sætte den i afspilleren.