Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Blow Out (1981)
 
 
  Genre: Drama
Instruktør: Brian De Palma
Medvirkende: John Travolta, Nancy Allen, John Lithgow m.fl.
Varighed: 103 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: NTC Film
Udgivet: 4. januar 2011
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
Jack Terry (John Travolta) arbejder som lydtekniker på lav-budget gyserfilm. En nattetime, hvor han er i gang med at optage mulige lydeffekter, optager og overværer han en voldsom ulykke, hvor en bil ryger af vejen og ned i en flod.

Hack hopper resolut i floden, hvor det lykkes ham at redde en kvindelig passager, Sally (Nancy Allen), ud i live. Føreren af bilen lykkes det ham dog ikke at redde.

Da Jack bliver afhørt af politiet, finder han ud af, at føreren var guvernør og præsidentkandidat og at Sally er prostitueret. Jack bliver bedt om at glemme alt om pigen af hensyn til afdødes eftermæle, men han kan ikke slippe oplevelsen, og lytter derfor sine optagelser gennem. På optagelserne er det tydeligt, at et skud bliver affyret lige inden ulykken.

Det viser sig desuden, at en fotograf har filmet ulykken. Fotografen sælger billeder fra filmen til forskellige blade, og Jack sætter disse billeder sammen til en film. Sat sammen med hans egne lydoptagelser er han nu sikker på, at der var tale om et attentat fremfor et uheld.

Jack forsøger nu at få Sally til at hjælpe med den videre efterforskning. Sally er ellers i ledtog med både fotografen og guvernørens morder, Burke (John Lithgow), men går med til at hjælpe Jack.

Jack har dog svært ved at overbevise nogen om, hvad der virkelig skete den nat. Politiet tror ham ikke og han modarbejdes konstant i sine forsøg på at lade offentligheden få sandheden at vide.

Jack må derfor ty til utraditionelle metoder for at komme videre med sagen. En beslutning, der bliver skæbnesvanger på flere måder ...

Blow Out er en ganske udmærket film, der byder på såvel et godt plot som tilpas spænding. Desuden er filmen på ingen måde overkompliceret, så den er nem at følge med i.

John Travolta er glimrende i hovedrollen, mens Nancy Allen er langt fra så overbevisende i sin rolle som den prostituerede, der skal hjælpe med at opklare mordgåden.

Til gengæld er John Lithgow fremragende i rollen som den koldblodige dræber, der ikke skyr nogen midler for at nå sit mål. Eller for at eliminere spor, der kan føre til en opklaring af sagen.

Alt i alt er Blow Out en glimrende film, der sagtens kan tåle et gensyn eller to.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017