Forside
Forside
Shenmen - akupunktur med hjertet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Blastfighter (1984)
 
 
  Genre: Action
Instruktør: Lamberto Bava
Medvirkende: Michael Sopkiw, Valentina Forte, George Eastman m.fl.
Varighed: 87 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 12. april 2011
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
Jake "Tiger" Sharp (Michael Sopkiw) bliver løsladt efter otte år bag tremmer. Tiger, der er tidligere betjent fik straffen for at have dræbt sin kones morder.

Tiger beslutter at vende hjem til sin fødeby, en lille flække i landlige omgivelser. På vej mod målet får han af en ven foræret et noget specielt gevær, der kan affyre granater, røgbomber, stålkugler, raketter og alt muligt andet dødeligt - udover, selvfølgelig, helt almindelige kugler.

En dag, hvor han af en eller anden grund har et rådyr i sigtekornet, ser han dyret blive skudt af en gruppe lokale krybskytter. Det kommer til en konfrontation med krybskytterne, som ser sig sure på Tiger.

Det specielle gevær bliver dog gemt af vejen, for umiddelbart vil Tiger ikke i slagsmål med nogen. Samtidig bliver han genforenet med sin datter, Connie (Valentina Forte).

Konflikten med krybskytterne eskalerer dog voldsomt, da de voldtager og siden dræber hans datter. Så er Tiger klar til at tage kampen op. Og mod slutningen bliver det specielle gevær inddraget i konflikten, der kun kan ende dødeligt for en af parterne ...

Blastfighter byder ikke på den mest sammenhængende fortælling og den er overordentlig 80'er agtig i hele sin stil. Det skal man dog ikke umiddelbart lade sig afskrække af.

Særligt ikke, hvis man holder af, at biler eksploderer, blot de rammer et træ eller får skudt forlygterne ud. Eller at action sættes i højsædet frem for den gode historie.

Der er nemlig rigeligt med action og kun få scener med blødsøden tomgang i Blastfighter. Helten, udmærket spillet af Michael Sopkiw, stiller nemlig på ingen måde op for bollemælk.

Og det får det stadig stigende antal bad guys så sandelig at føle. Ikke mindst mod slutningen, hvor helten er bevæbnet og klædt i bedste Rambo-stil. Det er således ikke svært at se, hvor en del af inspirationen er fundet.

Alt i alt er Blastfighter knap halvanden times udmærket underholdning af den mere action-prægede slags. Her kan man sagtens sætte hjernen i frigear og fortsat få fuldt udbytte af filmen. Det er ren drengerøv for alle pengene.

Det skal i øvrigt nævnes, at Blastfighter sælges i en såkaldt Special Uncut Version. Instruktøren, Lamberto Bava, har det tilsyneladende ikke fra fremmede. Han er således søn af Marion Bava, der opfandt giallo-genren.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017