

60'ernes og 70'ernes
Vesttyskland stod stadig på mange måder i skyggen af anden verdenskrig. Der var endnu en stor mængde
skabsnazister, som bestemt ikke så på milde øjne på den stigende
socialistiske drejning i den tyske ungdom.
Ungdommen, og en del ældre, var stærkt mod den vestlige indblanding i blandt andet
Vietnam-krigen. Det førte, som i mange andre vestlige lande, til store
demonstrationer mod ikke mindst den amerikanske deltagelse.
Men også vestens indblanding i den
religiøse krig i Mellemøsten kunne få folk på barrikaderne. For mange var den militære hjælp til
Israel blot et redskab for at få kontrol over ressourcerne i de
olieproducerende, arabiske lande.
Men da protester og demonstrationer ikke synes at være nok til at få budskaberne gennem overfor den
tyske regering, fører det til mere håndfaste aktioner, der minder mere og mere om decideret
oprør mod det bestående. Noget, den tyske regering vælger at
slå hårdt ned på.
De mest aktive oprørere kan findes på den
yderste venstrefløj. Her finder man blandt andet aktivisten
Andreas Baader (Moritz Bleibtreu), der ender i fængsel. Blandt de, der kort tid efter hjælper ham med at undslippe, er blandt andet journalisten
Ulrike Meinhof (Martina Gedeck).
Med en
pris på deres hoveder, er Baader og Meinhof med blandt en gruppe, der drager til Mellemøsten for at få en
terroristuddannelse. De vil med deres
Rote Arme Fraktion uddannes til at kunne skaffe egne midler til våben og aktioner, så de kan være med til at ændre det tyske samfund.
Det begynder med
væbnede bankrøverier og ender med en række deciderede
likvideringer og terroraktioner. Men Baader, Meinhof og resten af deres bande er evig flugt, og ender da også med at blive taget af politiet for at blive
stillet til regnskab for deres gerninger.
Inden den egentlige
rettergang overhovedet kommer i gang, må de dog alle sidde adskillige år i
isolationsfængsel. Samtidig skaber fængslingerne sympati-terroraktioner i både ind- og udland, men det får dog ikke myndighederne til at slippe terroristerne løs igen.
Baader Meinhof komplekset (Der Baader Meinhof Komplex) tager et tungt og voldeligt kapitel i den tyske
efterkrigs-historie op. Og filmen slipper på mange måder ganske godt fra det. Den virker således meget
gennemarbejdet og realistisk med meget tidstypiske billeder.
Desværre får
Baader Meinhof komplekset også fremstillet terroristerne på en måde, der skal
vække sympati for dem og deres rabiate gerninger. Personligt har jeg svært ved at se noget som helst sympatisk ved terrorister, der lader
uskyldige mennesker blive ramt sammen med eller i stedet for de tiltænkte ofre.
Det er ikke en nem film at komme gennem, for den er
meget lang - næsten to og en halv time. Desuden er der et
kæmpe persongalleri, man nemt får blandet sammen, ligesom mange års begivenheder skal passes ind i den tid, filmen varer. Det giver af og til nogle overfladiske billeder, der
efterlader ubesvarede spørgsmål.
Uanset hvad man måtte synes om fremstillingen af en gruppe terrorister, der spredte død og ødelæggelse gennem mange år, kommer man ikke uden om én ting ved
Baader Meinhof komplekset: Med billede og lyd i top er den
håndværksmæssige side til en topkarakter.