Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 121
At kende sandheden (2002)
 
 
  Genre: Drama
Instruktør: Nils Malmros
Medvirkende: Jens Albinus, William Rosenberg, Søren Østergaard, Lise Stegger, Peter Schrøder m.fl. Varighed: 90 minutter
  Originalsprog: Dansk
Distributør: Nordisk Film
Udgivet: 28. august 2003
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Professor, overlæge, dr.med. Richard Malmros (Nils Malmros' far) var en af Danmarks førende neurokirurger, som blev indblandet i en skandale af dimensioner. I perioden 1935-47 blev der anvendt thorotrast, som kontrastmiddel ved røntgenundersøgelser. Dette gjorde, at mange menneskers liv blev reddet, især ved hjerneoperationer. Stoffet var radioaktivt, og havde den frygtelige bivirkning, at omkring en tiendedel af patienterne desværre senere udviklede levercancer.

Sagen kom frem i 1986 under en retssag, hvor Retslægerådet skulle svare på to spørgsmål: Vidste man dengang, at stoffet var kræftfremkaldende, og var der et andet alternativt middel til thoratrast? Retslægerådet svarede benægtende på begge spørgsmål og gik fri.

Efter retsudvalgets kendelse kontaktede en muldvarp inden for Sundhedsstyrelsen Rittzau-journalisten Knoblau, som så begyndte at dybdegrave sagen. I 1988 modtog han den fornemme Cavling pris for sin dygtige måde at få sandheden om thoratrast-skandalen frem i lyset.

Jeg ved ikke, hvad der skete. De første syv minutter af filmen, var jeg ved at stå af, og videregive filmen til en anden anmelder, men pludselig blev jeg suget ind i dette sort/hvide univers. Det er en smertelig og tragisk historie, men det er også en yderst vigtig historie om at få hele sandheden med, når nu realiteterne skal frem i lyset. Filmen svinger mellem perioden 1935-1947 og 1986.

Richard Malmros spilles af tre personer - som barn er det Lasse Broust Andersen, som lægger karakter til, hvilket han gør glimrende. Som ung voksen ses Jens Albinus, som giver sin rolle en fin karakter, som den lidt forfjamskede og ambitiøse unge mand, og til sidst ses William Rosenberg, som giver den aldrende Richard Malmros fuld kredit. Det er meget smukt fremstillet, for det er jo ikke blot en film om en skandale, men også en film om manden, lægen og familiefaderen Richard Malmros.

Peter Schrøder ses i rollen som den borende journalist Knoblau, og han giver den godt i rollen, som "nu-har-jeg-fat-i-årets scoop"-journalist, vild i øjnene og totalt engageret, selvom han glemmer at få vigtige detaljer med. Søren Østergaard har rollen som Nils Malmros, som han spiller med stor følsomhed og kærlighed til sin far.

Det er en smuk film, som borer sig ind under huden, og som man ikke lige glemmer på en studs. En anden lille detalje i filmen er, at kniven i de kirurgiske scener, bliver ført af Nils Malmros selv. Han er i virkeligheden uddannet læge, og specielt de kirurgiske scener er yderst troværdige, så det giver filmen endnu et pift. "At kende sandheden" modtog et hav af priser, og det er ikke ufortjent. Det er en stor filmoplevelse, som sætter tankerne i gang.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Alt om det at være katteejet
© 2005-2017