Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
A Thousand Times Good Night (2013)
 
 
  Genre: Drama
Instruktør: Erik Poppe
Medvirkende: Juliette Binoche, Nikolaj Costner-Waldau, Lauryn Canny m.fl.
Varighed: 113 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 11. september 2014
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Rebecca (Juliette Binoche) er en af verdens fem bedste krigsfotografer. Hun følger sit instinkt i de uroplagede områder, hun sendes ud til, og tænker ikke på sit eget liv. Kun på billedet.

Men hun er også mor til to døtre. Den fem-årige Lisa og den 15-årige Steph (Lauryn Canny). Samt hustru til havbiologen Marcus (Nikolaj Costner-Waldau).

Rebecca er på en opgave i Kabul, Afghanistan, hvor hun følger en kvindelig selvmordsbomber. Lige fra afskeden med de nærmeste til den ceremonielle renselse af krop og sjæl. Dernæst monteringen af bomben, for slutteligt at ende ved en markedsplads.

Her går det gruelig galt og Rebecca er tæt på at miste livet. Hun vågner op på et hospital i Dubai og hendes elskede Marcus er ved hendes side.

Hun tager med hjem til Irland for at restituere og være mor og hustru. Men Marcus giver hende et ultimatum: Forlad dit arbejde eller gå.

Han og børnene kan ikke længere bære at vente på den skæbnesvangre opringning og efterfølgende identifikation. Der er ingen tvivl om, at hun på et tidspunkt vil dø under udførelsen af sit arbejde.

Men kan hun være mor og leve et normalt liv? Hun forsøger og får et tættere forhold til sin lille familie. Kærligheden blomstrer mellem hende og Marcus.

Forholdet til døtrene bliver bedre og bedre. Men det rykker i hende for at komme ud i krigszonerne igen.

Hun får et tilbud om en fotoopgave for norsk Flygtningehjælp i Kakuma flygtningelejren i Kenya, tæt på den sudanske grænse. Det er så sikkert et sted, at hun tager sin store datter Steph med, da Steph arbejder med et Afrika-projekt i skolen. I flygtningelejren kan hun få rigeligt med stof til sin opgave.

Men det bliver en skelsættende tur til Kenya for alle parter. Og livet vil forandres for alle ...

Pyha for en film og historie. Jeg var tryllebundet i samtlige 113 minutter. Der er så mange paradokser og dilemmaer, der bliver vendt. Samt rigtig mange følelser, der kommer til udtryk.

Filmhåndværket er helt i top med sanselige optagelser, nærmest små kunstværker. Skuespillet kan simpelthen ikke blive bedre. Samspillet er formiddabelt og meget følelsesladet. Alle udtryk ligger ikke i det sagte, men det der aldrig bliver sagt, men vist gennem mimikken og, især, i Julie Binoches øjne.

Den norske instruktør Erik Poppe har virkelig håndplukket sine skuespillere: Danske Nikolaj Costner-Waldau, franske Juliette Binoche og irske Lauryn Canny. Poppe har selv en fortid som pressefotograf i konfliktområder, så lur mig, om han ikke har gjort brug af sine egne oplevelser og erfaringer til A Thousand Times Good Night (Tusen ganger god natt).

Juliette Binoche er en af Frankrigs ypperste skuespillere. Hun kendes fra et hav af kvalitetsfilm, blandt andre Kode ukendt og En anden kvindes liv.

I Kode ukendt spiller hun for øvrigt en kvinde, der er gift med en krigsfotograf. Så hun er ikke helt ubekendt med problematikken.

Nikolaj Costner-Waldau er et multitalent og kendes fra blandt andre Manden bag døren og Foreign Fields. Som vanligt spiller han fremragende og måske en smule underspillet.

15-årige Lauryn Canny er et nyt bekendtskab for mig, og jeg håber at se meget mere til hende. Hun er en lovende ung dame med en meget stærk karisma - allerede nu. Hendes øjne brænder sig fast i huden på en og man er ikke i tvivl om hendes følelser.

A Thousand Times Good Night er en fantastisk film. Intet mindre. Historien er yderst dramatisk på sin egen helt unikke måde - stille, rolig og meget realistisk. Sidste tredjedel er så fantastisk, at man ikke kan undgå at blive revet med. Helt ud på kanten af følelsesregistret.

A Thousand Times Good Night er en stærk påmindelse til os almindelige sofakartofler om at sætte pris på alle de journalister og fotografer, der opererer i krigszoner.

De sætter deres liv på spil for at oplyse os om krig og terrors rædsler. Rædsler, frygt og uhyrligheder, der er hverdag for andre. Disse mediefolks job er at få os til at blive vrede, oprørte, kede, berørte og, ikke mindst, måske reagere. Stor respekt herfra.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Alt om det at være katteejet
© 2005-2017