Station 13 i ghettoen Anderson i Los Angeles skal nedlægges, og der er kun et par politibetjente og to sekretærer tilbage til lige at pakke det sidste.

Kommisær Bishop (Austin Stoker) skal afløse inspektøren og sådan set bare være på stationen til den endeligt lukker og slukker dagen efter. En rigtig loppetjans.

Et andet steds i L.A. bliver en lille pige brutalt skudt ned ved en isbil, og faderen sætter efter banden. Fuldstændig ude af sig selv af fortvivlelse og hævngerrighed.

Han formår da også at skyde et af bandemedlemmerne, men nu bliver han selv jagtet og søger tilflugt på politistationen.

Lidt forinden har en fangetransport, under ledelse af specialkommisær Starker (Charles Cyphers), ligeledes søgt tilflugt på stationen, da en af fangerne er syg og ikke kan vente på lægebehandling til de når Senora fængslet seks timers kørsel derfra.

Den ene af fangerne er den karismastiske Napoleon Wilson (Darwin Joston). En mand på vej til dødscellen, som derfor kræver ekstra overvågning og opmærksomhed.

Lige pludselig er der rimelig mange mennesker samlet på den næsten nedlagte station 13, og meget hurtigt bliver de omringet af en hævntørstende bande ...

Der er dømt drengerøv, store guns, machomænd med halvfjerdserhår og hår på brystet samt seje chicks. Ah - kun én sej chick. Men drengerøv er der hele vejen igennem.

Det er en slå-hjernen-fra film, så det er bare at nyde lidt god action i 91 minutter, rimeligt godt plot og ligeledes rimelige gode skuespilpræstationer - alt taget i betragtning. Selv soundtracket er til at holde ud. Naturligvis er det hele krydret med god humor.

Jean-Francois Richet lavede en re-make i 2005 Sidste nat på Station 13 og her må jeg lige indrømme, at jeg foretrækker den originale fra 1976.

Så skal man slappe af med lidt halvfjerdser-action og hårde nysere, så er Assault on Precinct 13, det ideelle valg.