

Da 2. verdenskrig sluttede i 1945, var det en
bittersød sejr for Polens frihedskæmpere. Nazisterne blev erstattet af russiske kommunister, hvilket kun komplicerede deres
kamp.
Pludselig var frihedskæmperne ikke længere
helte, de var en fjende af staten. Det er denne konflikt, der bliver grundlaget for
Andrzej Wajdas drama om et land i forandring.
På dagen inden krigen slutter, forkludrer den unge frihedskæmper
Maciek (Zbigniew Cybulski) en vigtig opgave og får myrdet de forkerte. Den efterfølgende dag får han mulighed for at rette op på sin fejl, men opgaven kompliceres, da Maciek
forelsker sig i en lokal kvinde.
For første gang i sin opvækst får han smag for livet, hvilket giver ham umulige
drømme om et normalt liv. Han stilles i et
dilemma. Skal han forråde sine kollegaer, og omfavne livet og kærligheden, eller fortsætte kampen, indtil den en dag mister al mening?
Hans interne kamp bliver overført til det store lærred gennem en
pragtfuld og nuanceret præstation fra
Zbigniew Cybulskis side. Cybulski tegner Maciek som en troværdig og flersidet karakter, som øjeblikkeligt formår at
charmere seeren.
Det er ikke kun Maciek, der er i forandring. Den lokale
kro summer med folk, der afventer deres usikre
fremtid. Nogle ser frem til nye prominente stillinger i Warzawa, mens deres ansatte fortvivlet ser til livet fra sidelinjen.
Der festes, afslutningen på krigen fejres, men alt hvad Wajda fremstiller gennem filmens billeder og lydsider, understreger de altoverskyggende, ambivalente
følelser.
Da kapelmesteren kalder til sidste
dans, er den tordnende klassiske musik atonal, mens gæsterne muntert danser, indtil de forvandles til udtryksløse zombier.
Aske og diamanters (Popiól i diament)
styrker grunder i fremstillingen af de ambivalente følelser. Blandt andet gennem en skarp brug af
ironi og Cybulskis stærke præstation.
Den største
svaghed findes i en manglende kontekst. Det forventes dels at seeren har et vist
kendskab til Polens historie, for at budskaberne trænger igennem. Denne kontekst etableres aldrig effektivt i filmen, hvilket kan gøre det svært at sætte handlingen i det rette
perspektiv.
Filmen er dog efter sigende det sidste led i en løst forbundet trilogi, hvor forgængerne
A generation og
Kanal skulle være med til at etablere dele af denne kontekst, omend i et begrænset omfang.
Ses filmen for sig selv, er det imidlertid svært
ikke at føle, at konteksten kunne have været bedre optegnet. Filmen rummer dog rigeligt med pragtfulde scener og som helhed er det en
medrivende fortælling, der bestemt bør opleves.