Da 2. verdenskrig sluttede i 1945, var det en bittersød sejr for Polens frihedskæmpere. Nazisterne blev erstattet af russiske kommunister, hvilket kun komplicerede deres kamp.

Pludselig var frihedskæmperne ikke længere helte, de var en fjende af staten. Det er denne konflikt, der bliver grundlaget for Andrzej Wajdas drama om et land i forandring.

På dagen inden krigen slutter, forkludrer den unge frihedskæmper Maciek (Zbigniew Cybulski) en vigtig opgave og får myrdet de forkerte. Den efterfølgende dag får han mulighed for at rette op på sin fejl, men opgaven kompliceres, da Maciek forelsker sig i en lokal kvinde.

For første gang i sin opvækst får han smag for livet, hvilket giver ham umulige drømme om et normalt liv. Han stilles i et dilemma. Skal han forråde sine kollegaer, og omfavne livet og kærligheden, eller fortsætte kampen, indtil den en dag mister al mening?

Hans interne kamp bliver overført til det store lærred gennem en pragtfuld og nuanceret præstation fra Zbigniew Cybulskis side. Cybulski tegner Maciek som en troværdig og flersidet karakter, som øjeblikkeligt formår at charmere seeren.

Det er ikke kun Maciek, der er i forandring. Den lokale kro summer med folk, der afventer deres usikre fremtid. Nogle ser frem til nye prominente stillinger i Warzawa, mens deres ansatte fortvivlet ser til livet fra sidelinjen.

Der festes, afslutningen på krigen fejres, men alt hvad Wajda fremstiller gennem filmens billeder og lydsider, understreger de altoverskyggende, ambivalente følelser.

Da kapelmesteren kalder til sidste dans, er den tordnende klassiske musik atonal, mens gæsterne muntert danser, indtil de forvandles til udtryksløse zombier.

Aske og diamanters (Popiól i diament) styrker grunder i fremstillingen af de ambivalente følelser. Blandt andet gennem en skarp brug af ironi og Cybulskis stærke præstation.

Den største svaghed findes i en manglende kontekst. Det forventes dels at seeren har et vist kendskab til Polens historie, for at budskaberne trænger igennem. Denne kontekst etableres aldrig effektivt i filmen, hvilket kan gøre det svært at sætte handlingen i det rette perspektiv.

Filmen er dog efter sigende det sidste led i en løst forbundet trilogi, hvor forgængerne A generation og Kanal skulle være med til at etablere dele af denne kontekst, omend i et begrænset omfang.

Ses filmen for sig selv, er det imidlertid svært ikke at føle, at konteksten kunne have været bedre optegnet. Filmen rummer dog rigeligt med pragtfulde scener og som helhed er det en medrivende fortælling, der bestemt bør opleves.