

Efter et fejlslagent attentat med tragiske konsekvenser tilfølge flygter IRA-soldaten
Martin Fallon (Mickey Rourke) fra nordirland til
London.
Her håber han, at han kan komme videre til
USA, for både politi og hans tidligere
IRA kammerater er i hælene på ham, og det er ikke med gode hensigter, de søger ham.
Martin får et tilbud: Endnu et enkelt
mord og han vil få pas, sikker skibsrejse til USA og
50.000 pund oveni. Men Martin er færdig med drab, og desuden har han aldrig udført drab for penge - kun for den gode sag og politiske overbevisning.
Det er gangsteren
Jack Meeham (Alan Bates), der gerne vil have konkurrenten Krasko
likvideret, så Meeham kan være eneherskende indenfor narko, prostitution og andre lyssky affærer. Meget nødtvunget og under stærkt pres tager Martin imod
tilbuddet.
Likvideringen foregår på en
kirkegård, men desværre overværer den katolske præst
Michael Da Costa (Bob Hoskins) drabet på tætteste hold og får derfor set godt og grundigt på Martin.
Martin burde også have gjort præsten kold, men noget holder ham tilbage. Efterfølgende
skrifter han hos præsten og således bliver han dækket ind under præstens
tavshedspligt. Hvad der bliver skriftet, er kun en sag mellem
præst, den skriftende og
Gud.
Da Costa er i et stort moralsk
dilemma. Han bliver hårdt presset af politiet til at bryde løftet. Jack Meeham og hans slæng truer ham til tavshed. Det gør ikke hele situationen bedre, at Da Costas
blinde niece Anna bliver forelsket i Martin.
A Prayer for the Dying (En messe for en morder) kan virke en anelse langtrukken, men selve historien er god. Der er heldigvis ikke så megen prædiken om ret, uret, Gud og moral, som jeg egentlig havde frygtet.
Filmen er fra 1987 og det ses rigtig tydeligt på skuespillerne - især Mickey Rourke ser meget ung ud, men dog ikke så ung som i den ti år ældre film
Another 9½ Weeks.
Historien bæres især oppe af
Mickey Rourke (
Domino),
Alan Bates (
The Grotesque) og
Bob Hoskins (
Danny the Dog), som henholdsvis frafalden IRA-soldat, gangster og katolsk præst, der giver hinanden et ypperligt med- og modspil.
Alt i alt er
A Prayer for the Dying en god historie med gode skuespillere. Den kunne så godt være kortet lidt ned, uden at det ville gå ud over handlingen.
Men absolut en film, der er værd at bruge tid på - især på grund af det gode skuespil.