Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 121
Anklaget (2005)
 
 
  Genre: Drama
Instruktør: Jacob Thuesen
Medvirkende: Troels Lyby, Sofie Gråbøl, Paw Henriksen, Kirstine Rosenkrads Mikkelsen m.fl.
Varighed: 101 minutter
  Originalsprog: Dansk
Distributør: Nordisk Film
Udgivet: 8. august 2005
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Henrik (Troels Lyby), Nina (Sofie Gråbøl) og 14-årige Stine (Kirstine Rosenkrads Mikkelsen) er en ganske normal familie.

Henrik er svømmelærer for børn og voksne vandskrækkere, Nina kursuskonsulent og Stine er en almindelig teenager med de mærkværdigheder, der følger i kølvandet i den alder. Hun er indesluttet, mut og tvær. Hun har serveret de underligste løgne, bl.a. at Henrik på et tidspunkt har tæsket hende med et bælte, og Nina har kræft. En dag lukker Stine op for posen hos skolepsykologen, og pludselig er Henrik anklaget for incest.

Henrik bliver dog frikendt, og nu starter kampen for at få hverdagen til at fungere. For der er vel ingen røg uden brand? Stine er naturligvis blevet midlertidig tvangsfjernet, men skal hjem igen, hvilket Henrik ikke kan overskue. Det var trods alt Stine, der fik ham i fængsel på de uhyrlige anklager. Henriks omgivelser er mistroiske, han mister sit børnehold og de eneste to holdepunkter i tilværelsen er Nina og hans bedste kammerat Pede, der tror på ham og forsøger at få det hele til at glide.

Jeg tror, at endelig skete det. Jeg er løbet tør for superlativer. Anklaget er en fantastisk, tankevækkende, gribende, ond og smuk film. Dialogerne er intense, troværdige og realistiske. Billedsiden er tilpas dyster og smuk. Musikken passer som fod i hose. Det hele hænger sammen i en smuk enhed, og den langsomt opbyggende spænding holder en naglet fast i sofaen i åndeløs magteløshed.

De to hovedrolleindehavere, Troels Lyby og Sofie Gråbøl, er to forholdsvis unge skuespillere, der i den grad træder i karakter i Anklaget. De bliver ved med at udvikle sig, og mon ikke udviklingen vil vise, at de bliver to af Danmarks markante skuespillere om et par år?

Incest er et vanskeligt tabuemne at tage fat på, men instruktøren, Jacob Thuesen, har gjort det med fintfølelse. Det er ikke så tit, man ser en film skildre den anklagede pædofiles kamp for retfærdighed. At så Troels Lyby gør det så godt, at man sidder med tårer i øjnene og gåsehud på armene gør det hele bare til en perfekt enhed.

Anklaget er udtaget til hovedkonkurrencen til Berlin Filmfestivalen, og hvis den ikke vinder, vil jeg meget gerne se vinderfilmen - for det kan næsten ikke gøres bedre. Resultatet af konkurrencen foreligger i september i år.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017