Avatar var bestemt ikke den første film til at anvende 3D. Ej heller var det Polar Expressen eller Beowulf.

3D blev blandt andet anvendt i Lumiere brødrenes eget remake af ”L'Arrivée du Train” i 1933. Teknologien er siden dukket frem i biograferne i diverse årtier.

I de tidlige 80'ere begyndte filmmagerne atter at tro på 3D'ens tiltrækningskraft. Her var det i særdeleshed gyserfilm, der fik 3D-behandlingen. En af disse film var Amityville 3D, en film der skulle have været afslutningen på Amityville-serien.

Verden bliver blå og rød, når man betragter den gennem de tofarvede briller, der følger med til dvd'en. Hvilket desværre også er gældende, når man sidder og kigger på tv-skærmen.

Amityville 3D ser ikke godt ud. Den er sløret, og det er begrænset, hvor meget der kommer ud af 3D-effekterne, andet end dobbeltsyn og en begyndende migræne.

Det opvejer ikke rigtigt det faktum, at der kommer et lilla skær omkring de forskellige karakterer, hvorfor jeg efter 20 minutter besluttede mig for at kaste brillerne til side og i stedet vælge 2D-udgaven, som også er inkluderet på denne dvd-udgivelse.

Filmen omhandler to journalister, som afslører to charlataner, der udøver falske seancer i det sagnomspundne hus. Huset har været hjemstedet for utallige mord og rygterne siger, at det er hjemsøgt.

Denne del er baseret på virkeligheden, hvor huset ligeledes eksisterer. Dog knap så hjemsøgt.

Den ene journalist, John Baxter (Tony Roberts ), bliver betaget af mystikken, der omgiver huset. Han beslutter sig for at købe det i håbet om, at det kan give ham den luftforandring, han har behov for ovenpå en besværlig skilsmisse.

Huset er dog knap så begejstret. Og da hans medjournalist, Melanie (Candy Clark), begynder at mistænke stedet for at huse en portal til helvedet, begynder alt at gå ned ad af bakke.

Johns kone bliver bange og forbyder datteren at besøge huset. Underlige dødsfald og billige, men praktiske, effekter er der nok af. Det virker på et basalt niveau.

Der er nok opfindsomhed i de skræmmende scener og nok fokus på de underligt velfungerende, dramatiske undertoner til, at filmen bliver ganske underholdende.

Man kunne stille spørgsmålstegn ved husets motivationer, og man kunne undre sig over, hvorfor handlingen udfolder sig som den udfolder sig. Der er visse huller i filmens logik, som synes at blive mere og mere åbenlyse des tættere man kommer på slutningen. Det basale drama mellem filmens karakterer er dog heldigvis nok til at forhindre, at filmen falder fra hinanden.

Hvis man allerede har set spøgelsesfilm som Legend of Hellhouse, The Changeling, Poltergeist, The Entity og den nyere Paranormal Activity med flere, så vil Amityville 3D være et fint valg.

Det er langt fra den bedste spøgelsesfilm på markedet og langt fra den mest mindeværdige. Men den har sine øjeblikke og indeholder en vis mystik, der i det mindste formår at fastholde en fra start til slut.