Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Adult World (2014)
 
 
  Genre: Drama
Instruktør: Scott Coffey
Medvirkende: Emma Roberts, Evan Peters, John Cusack m.fl.
Varighed: 90 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 28. maj 2015
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
Amy (Emma Roberts) har en drøm. Hun vil være digter og også leve af sine digte. Så også hendes studier på universitetet er målrettet denne drøm, som hendes forældre støtter op om gennem studietiden.

Men da Amy er færdig med studierne, smækker forældrene pengekassen i. De vil have hende til at tage et jobs og bidrage til hjemmets økonomi. Den unge dame må dog hurtigt konstatere, at det ikke er let at finde et job, der lever op til hendes ambitioner og drømme, og at forlagene afviser hendes digte på stribe.

Hun finder dog til sidst et job. I pornobutikken Adult World. Ikke ligefrem ønskejobbet, men kollegaer, ikke mindst førstemanden Alex (Evan Peters), og kunder gør det tåleligt, ligesom der er gode muligheder for at skrive digte i de mere stille perioder.

Samtidig møder Amy, ved et tilfælde, sit store idol, digteren Rat Billings (John Cusack). Det lykkes for den unge digter in spe at få gjort sig til Billings' protegé, selv om den erfarne digter helst vil undgå kontakt med Amy.

At være protegé er dog slet ikke den dans på roser, Amy havde forestillet sig. Samtidig bliver der stillet stadig større krav på jobbet, mens Amy samtidig slås med at finde både sig selv og den rette hylde i livet.

Adult World er en film, der er let spiselig. Der satses da også på såvel det dramatiske og det humoristiske, men ender lidt med at sidde mellem de to stole. For den bliver aldrig rigtig dyb eller rigtig sjov.

Gør det så Adult World til en dårlig film? Næh, faktisk ikke. For der er et godt og naturligt flow i filmen, ligesom skuespillet er godt.

Ikke mindst John Cusack gør en god figur i rollen som den tidligere rebelske digter, der nu efterhånden er mere småborgerlig, selv om han kæmper en brav kamp for at leve op til alle illusionerne. Ikke mindst over for sin påtvungne protegé.

Også den rent tekniske side er fint på plads i Adult World: Udmærkede billeder og lyd, uden at man dog falder i svime over nogle af delene. Dog skal fremhæves et til tider ganske iørefaldende sound track.

Alt i alt er Adult World en ganske seværdig film. Desværre er det så også en film, der ikke efterlader det helt store fingeraftryk i bevidstheden, hvilket trækker noget ned i den samlede vurdering.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Akupunktur og massage
© 2005-2017