500 stenkastende autonome voldspsykopater fra helvede er noget af en titel at tygge sig gennem. Det er filmen desværre også, for den virker allerhelvedes lang og kedelig i forhold til de blot 81 minutter, den rent faktisk varer.

Udgangspunktet er Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København. Eller rettere, det Ungdomshus som var, inden politiet ryddede ejendommen og den efterfølgende blev revet ned.

Filmen giver et unikt indblik i en verden, der er meget fjern fra min egen. Billederne fra huset er således et studie i ulækkerhed, jeg ikke personligt ville kunne leve med.

Men den giver samtidig et billede af en del af en generation, som har sat sig et mål og en vej i tilværelsen. De gider ganske enkelt ikke de etablerede normer og anerkender dem derfor ikke.

Filmen kan beskues som noget af et manifest. Om end en kende forsinket, de senere begivenheder taget i betragtning. Der er lidt et hul i forhold til rydningen af Ungdomshuset.

Desuden hjælper det ikke på helhedsindtrykket, at filmen er temmelig rodet i sin helhed, og at billedsiden er mildest talt amatøragtig til tider. Det kunne have været en rigtig god film, men 500 stenkastende autonome voldspsykopater fra helvede løfter sig desværre ikke over det middelmådige.