
Mie (Joy K. Petersen), hendes bror Per og deres mor
Søs (Anette Støvlebæk) bor i en forstad til København. En af den slags forstæder, der tit og ofte bliver fremhævet i pressen som ghettoer. Egentlig har de det meget godt og trives i de arkitekttegnede boligblokke.
Mie er kæreste med palæstinensiske
Shadi (Mohammed-Ali Bakie), og han er respekteret og velkommen hos Søs. Derimod ved Shadis familie intet om hans danske kæreste.
En dag bliver Per slået ned og ligger i dyb koma. Shadi får en frygtelig mistanke til sin egen bror
Tareq (Subhi Hassan) og Shadi føler sig frygtelig splittet mellem sin familie og sin mistanke.
1:1 tager fat på et meget aktuelt problem og kommer godt rundt i fordomme, mistanker og trods alt kærlighed og tilgivelse, men ... personerne er for hule. De kommer slet slet ikke ind under huden. Desværre, for det er en god historie instruktøren Annette K. Olesen har fat i efter manuskript af Kim Fupz Aakeson.
Kim Fupz Aakeson er ellers kendt for sine fremragende manuskripter, blandt andet
Anklaget og
Kinamand.
Jeg blev lidt skuffet over
1:1, men det er trods alt en god historie, som man måske skulle se sammen med sine større børn. For filmen handler også en hel del om tolerance og respekt for andre.